Velgørenhed

Ældre giver mest til velgørenhed

København, onsdag /ritzau/ En københavner over 70 år, som har taget en videregående uddannelse og stemmer på Kristendemokraterne eller til venstre for Socialdemokraterne. Sådan ser profilen ud for de danskere, som giver flest penge til velgørende formål, skriver Kristeligt Dagblad. Det viser en ny undersøgelse af, hvilke danskere der giver mere end 1500 kroner om året til velgørenhed, som analyseinstituttet Gallup har udført for Kristeligt Dagblad. Ikke mindst aldersmæssigt er der en markant forskel, idet 11,5 procent af alle danskere over 70 år giver over 1500 kroner, mens yngre aldersgrupper svinger fra 3,9 til 6,3 procent. Ifølge Lars Skov Henriksen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, er disse tal et udtryk for, at yngre generationer i mindre grad ser det at give til velgørenhed som en moralsk pligt. Derfor frygter han, at bidragene til velgørenhed vil falde, efterhånden som nutidens pensionister dør. Dansk Ungdoms Fællesråds generalsekretær, Stig Fog, som for Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet med tilsvarende undersøgelser, er knap så bekymret, idet han mener, at "man vokser op til at blive giver". - Viljen til at give til velgørenhed ændrer sig med personens egen livssituation. I de yngre år har folk travlt med at bygge et arbejds- og familieliv op. Først når børnene er flyttet hjemmefra, får man større mentalt og økonomisk overskud, siger han. Også givernes politiske tilhørsforhold springer i øjnene, idet 39,7 procent af Kristendemokraternes vælgere, 12,9 procent af De Radikales og 12,7 procent af Enhedslistens tilhængere giver mere end 1500 kroner, mens dette kun er tilfældet for 3,9 procent af Socialdemokraternes og 4,2 procent af Dansk Folkepartis vælgere. Generelt udtrykker folk på venstrefløjen større villighed til at give end folk på højrefløjen. /ritzau/