Ældre hjælper i elevcafe

Ældre Sagen og Aabybro Skole står sammen om at skabe bedre elever

Skolevæsen 9. september 2004 06:00

AABYBRO: Til oktober søsætter Aabybro Skole Elevcafeen, som skal give udsatte børn et skub i den rigtige retning. Men det er ikke kun lærere, der i elevcafeen vil give en hjælpende hånd til eleverne, også Ældre Sagen rækker nu en hånd ud. I et samarbejde mellem netop Ældre Sagen og Aabybro skole, skal ældre borgere fungere som reserve bedsteforældre for børnene og hjælpe dem med lektier og andre praktiske ting. Cafeen er et tilbud til elever fra børnehaveklassen op til 3. klasse, der af forskellige grunde ikke får den fornødne støtte hjemmefra. - Elevcafeen skal være mere end bare lektier. Det skal være et sted, hvor engagerede voksne tager sig tid og ro til at lytte til og tale med eleven, forklarer Anette Hebsgaard, som er en del af det lærerteam, der står bag Elevcafeen. Netop fordi Elevcafeen er andet end lektier tog Aabybro Skole mod Ældre Sagens initiativ med kyshånd. Elevcafeen er tænkt til børn, der har forældre, som har svært ved at hjælpe. Det kan ifølge Anette Hebsgaard være forældre, der har en meget travl hverdag, forældre der er flygtninge eller andet der gør, at de ikke er i stand til at støtte barnet i hverdagen. - Dem, som melder sig fra Ældre Sagen skal føre samtaler med eleven, hvilket kan udvikle elevens sprog og ordforråd. Samtidig kan de også lave praktiske ting som for eksempel bage kager eller male sammen med det enkelte barn, fortæller Anette Hebsgaard. Ældre Sagen kaster sig over projektet efter gode erfaringer fra Skørping. Her har Ældre Sagen i byen været med i projekt Skolevenner, der ligeledes var et samarbejde mellem en skole og foreningen. Formanden for Ældre Sagen i Aabybro, Tage Due er henrykt over samarbejdet med Aabybro Skole. - Når man er nået lidt op i alderen, er noget af det bedste jo at være sammen med børn. Samtidig betyder samarbejdet, at man kommer lidt ud, er sammen med andre og får udvidet sit netværk, siger Tage Due. Den tålmodige bedste De ældre kan melde sig frivilligt, og skal ifølge formanden blot være klædt på med engagement og have lyst til at være den tålmodige bedsteforældre. Elevcafeen er et resultat af et oplæg fra Undervisningsministeriet. Formålet var at sikre, at udsatte børn får en god start i skolen. En arbejdsgruppe fra Aabybro skole med fem lærere og en pædagog tog udgangspunkt i ministeriets oplæg, og udviklede Elevcafeen. Den strækker sig over ti uger med tolv børn af gangen. På et år vil skolen have tre forløb med cafeen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...