Ældre i de nye Leve Bo-miljøer spiser mere

Madlavning tæt på boligerne øger appetit

FREDERIKSHAVN: At mærke duften fra maden, som man selv har været med til at bestemme og i det hele taget at følge med i madlavningen er en meget vigtig kvalitet i svage ældres hverdag. Det var et af argumenterne for at flytte madlavningen ud i de enkelte huse med plejehjemsboliger i Leve-Bo-miljø. Og nu kan man faktisk se resultatet på beboernes vægt. Mange af dem spiser simpelthen mere, end de gjorde, da de boede på plejehjemmet og fik mad fra centralkøkkenet. - Der er faktisk flere af beboerne, hvor plejepersonalet kan se på de ældres tøj, at de har taget på, fortæller Pia Kaalund, der er nyansat som måltidskonsulent. Plejepersonalet kommer så og spørger hende, hvad de skal putte i gryderne, når de nu skal tage det hensyn, at de ældre ikke vokser ud af deres tøj eller ligefrem bliver overvægtige. - Så foreslår jeg for eksempel at de ikke laver opbagt sovs, men jævner den, fortæller Pia Kaalund. Områdeleder Hanne Holmberg har også en oplevelse af, at beboerne sætter mere til livs. - Det er ikke fordi, de ikke brød sig om maden fra centralkøkkenet, men ligesom hvis vi andre har spist meget på cafeteria, så bliver vi trætte af den og nyder vores egen hjemmelavede mad. Beboerne sidder også længere tid omkring middagsbordet. - De kan lugte, hvad der er gang i, og i det hele taget er forholdene i køkkenet til at overskue, mener Hanne Holmberg. Hun har i øvrigt taget initiativet til at få ansat den nye måltidskonsulent Pia Kaalund. I to år skal den nye konsulent være med til at skabe det gode måltid. Kommunen har nemlig fået 500.000 kroner fra Den Sociale Sikringsstyrelse til projektet, der skal munde ud i en rapport om, hvordan man skaber de bedste rammer og forhold omkring hele måltidet for vores ældre. Side ?
Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk