Ældre kvinde døde i politiets varetægt

En 67-årig kvinde fra Hadsten-området nord for Aarhus døde natten til torsdag, mens politiet var hos hende.

Ældre kvinde døde i politiets varetægt

En 67-årig kvinde fra Hadsten-området uden for Aarhus døde natten til torsdag, efter at hun var blevet anholdt af politiet.

Lige før midnat onsdag blev politiet kaldt ud til en adresse i Voldum ved Hadsten efter en anmeldelse om, at den ældre kvinde var uregerlig og højtråbende og kastede rundt med tingene.

- I forbindelse med anholdelsen af kvinden truede hun patruljen med en hammer. Patruljen fik frataget kvinden hammeren, hvorefter der var ro på situationen, skriver Østjyllands Politi.

Kvinden fik lov til at gå ind og lægge sig på sofaen i huset, hvor betjentene senere opdagede, at hun var holdt op med at trække vejret.

- På et tidspunkt, da patruljen tilså kvinden, konstaterede de, at der var ophør af vejrtrækningen, ligesom de ikke kunne konstatere puls. Der blev iværksat genoplivning, hvilket fortsatte til vagtlægen og ambulancens ankomst, forklarer politiet.

De fremgår ikke, hvor længe kvinden har ligget livløs på sofaen.

Da vagtlægen og ambulancen nåede frem kunne de blot konstatere, at kvindens liv ikke stod til at redde, hvor efter den tilkaldte læge, måtte erklære hende for død.

Når personer dør, mens de er i politiets varetægt, skal omstændighederne altid undersøges, så det kan fastslås, om politiet handlede korrekt i situationen.

Derfor undersøges dødsfaldet nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, oplyser politikommissær Amrik Chadha, Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi har ikke flere kommentarer til sagen.

/ritzau/