Ældre kvinde dræbt af flugtbilist
Varebil ramte først en 79-årig kvinde og derefter et hus. To mænd stak af fra stedet
Opdateret 12. februar 2014 kl. 18:49
AARS: En 79-årig kvinde blev mandag aften omkring kl. 22.30 dræbt ved en trafikulykke på Gl. Tingvej i Aars.
Ulykken skete, da den ældre kvinde steg ud af en bil, og da hun ville krydse vejen, blev hun ramt af en varebil. Varebilen - en VW Transporter fortsatte omkring 200 meter ned af vejen, inden den kørte ind i et hus.
Der var to mænd i bilen, og de flygtede til fods fra stedet, fortæller vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.
Den 79-årige kvinde blev erklæret død på stedet.
Stjålet bil
Flere patruljer og politihunde blev sat ind i jagten på de to mænd.
Det viste sig, at varebilen var blevet stjålet omkring et kvarter før ulykken fra et firma på Vestvej i Aars. Firmaets videoovervågning afslørede to mænd som brød i en bil hos virksomheden.
Ved 1-tiden natten til tirsdag blev to 20-årige mænd anholdt på en adresse i Vesthimmerland, men de nægter at have stjålet og kørt varebilen.
- Det var en kombination af lokalkendskab hos betjentene, undersøgelser på ulykkesstedet og afhøring af vidner som førte os på sporet af de to unge mænd, siger vagtchef Peter Redder.
De to mænd blev tirsdag morgen afhørt af politiet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.