Ældre kvinde dræbt i voldsomt trafikuheld

Et alvorligt trafikuheld syd for lufthavnen på Bornholm kostede søndag eftermiddag en ældre kvinde livet.

Ældre kvinde dræbt i voldsomt trafikuheld

En 72-årig kvinde omkom søndag eftermiddag i en tragisk trafikulykke på Bornholm, da hun kolliderede med en modkørende bil.

- Det var et frontalt sammenstød, og kvinden blev dræbt på stedet, fortæller vagtchef Jan Hansen fra Bornholms Politi.

Omkring klokken 13.45 blev politi og ambulancer kaldt ud til ulykken, der skete syd for lufthavnen på Bornholm, hvor Hovedgårdsvejen munder ud i Søndre Landevej.

På strækningen må der køres 80 kilometer i timen.

- Men vi ved ikke, hvilken hastighed hun kørte med, siger vagtchefen.

Af ukendte årsager trak den 72-årige bilist pludselig over i modsatte vejbane og ramte frontalt ind i en modkørende bil.

I den modkørende bil var der en kvinde og en mand. Begge er dog sluppet relativt billigt fra det voldsomme sammenstød.

Den mandlige fører pådrog sig overfladiske skader, mens den kvindelige passager blev bragt til observation på Bornholms Hospital i Rønne.

- Men hun har formentlig ikke fået nogle alvorlige skader, siger Jan Hansen.

Den dræbtes pårørende er underrettet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden