Ældre kvinde kørt ihjel af gummiged på strand i Skagen

En gummiged, der var ved at flytte en container, ramte og dræbte mandag en ældre kvinde, der var ude at gå.

En ældre kvinde er mandag blevet dræbt i en ulykke med en gummiged på stranden i Gl. Skagen. Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Den dræbte var ifølge politiet ude at gå en tur med sin mand, da ulykken skete omkring klokken 12.20.

På stranden ved Solnedgangspladsen var gummiged i færd med at flytte en container, men tilsyneladende overså føreren ægteparret.

Gummigeden løftede i hvert fald containeren og kørte frem, og i den forbindelse blev kvinden ramt i hovedet. Mens manden undgik at blive ramt, var hustruen død på stedet.

Til Nordjyske fortæller vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi, at ægteparret angiveligt hverken så eller hørte den store maskine komme.

En årsag kan være, at det blæste meget.

En bilinspektør er mandag eftermiddag ved at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken, ligesom Arbejdstilsynet er tilkaldt.

Samtidig skal de pårørende underrettes om den tragiske begivenhed.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.