Røverier

Ældre kvinde slået ned i sit hjem med hammer

NØRRESUNDBY:En 79-årig kvinde blev natten mellem søndag og mandag udsat for et meget groft røveri i sit eget hjem, hvor hun blev slået med en hammer. En ukendt gerningsmand trængte kl. 03.10 ind til kvinden i hendes hjem på Forbindelsesvejen 131 i Nørresundby ved at smadre en rude i en terrassedør. Vicepolitikommissær Ole Jensen, Nordjyllands Politi i Aalborg, siger til NORDJYSKE, at manden herefter slog den ældre kvinde i hovedet med en hammer. Den meget chokerede og fortumlede kvinde ligger nu til observation for hjernerystelse på Aalborg Sygehus. Manden trængte ind i villaen og forlangte penge af kvinden, hvorefter han tog hendes taske. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger blev udbyttet et par tusinde kroner i kontanter, en telefon foruden offerets checkhæfte. Røveren skubbede til den 79-årige kvindelige pensionist, der væltede omkuld. Offeret skal afhøres igen Ole Jensen oplyser, at manden var iført sorte bukser foruden en sort jakke, og desuden havde han en sort full-face styrthjelm på hovedet under hele hjemmerøveriet. Ole Jensen: - Vi skal nu have afhørt kvinden igen for måske at få et endnu bedre signalement af gerningsmanden til det grove overfald. Nordjyllands Politi i Aalborg modtager gerne henvendelser i sagen fra folk, der måtte have hørt eller set noget i forbindelse med røveriet mod den ældre kvinde, og politiet kan kontaktes på telefon 9630 1448.