Arbejdsløshed

Ældre ledige havnet i klemme

Tilbagetrækningsreformen fjerner uden varsel muligheden for at få seniorjob

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF) er klar til at lytte til problemerne. Arkivfoto

I sidste måned sendte A-kasselederen i 3F Aalborg brev ud til et par af de medlemmer, der i starten af det nye år mister dagpengeretten. Medlemmerne er begge to født i 1956 og med i efterlønsordningen, så i brevet står der, at de har ret til et seniorjob, som er en redningsplanke for de ældre ledige, der ellers risikerer at ryge helt ud af systemet. Nu viser det sig så, den redningsplanke forsvinder fra den ene dag til den anden, når tilbagetrækningsreformen bliver vedtaget. Og det ryster A-kasseleder Anders Rasmussen. - Det er et eklatant løftebrud og svindel, at man laver sådan noget. En måned før folk, når målstregen bliver den flytte med op til tre år. Der er ikke noget arbejde til dem, og så må de på kommunen og bede om kontanthjælp, men hvis de har bare lidt penge, en bil, et hus eller en ægtefælle, der tjener penge, så kan de intet få, siger Anders Rasmussen. Håber fejl kan rettes Den pludselige ændring i de lediges muligheder skyldes, at seniorjob kræver, at der er mindre end fem år til efterlønsalderen. For en på 55 år rykker efterlønsalder til 63 år og dermed er der pludselig otte år til og så er seniorjob ikke en mulighed. Enhedslistens Arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, håber, det er en fejl, som kan rettes, når reformen bliver 1. behandlet i Folketinget på fredag. - Vanvittigt, siger han. Det er LO, der har påpeget problemet i deres høringssvar, og selvom det ikke har været muligt at få tal på, hvor mange det drejer sig om, så er det potentielt hundredevis af ældre ledige. - Hvis ikke vi får lavet det hul, så vil nogen falde ud over kanten og det er ikke rimeligt, siger Ejner Holst fra LO, som foreslår en overgangsordning. Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted er klar til at lytte. - Når vi hæver efterlønsalderen, så skal vi også være klar til at se på, hvad vi kan gøre for dem, der kommer i klemme. Nu rejser LO den her problemstilling, og det skal vi lytte til, for det er derfor vi sender tingene i høring, siger han. Skal ikke håbe De pæne ord kan dog hurtigt blive til ingenting, for allerede da Dansk Folkeparti sammen med Venstre, De Konservative og De Radikale vedtog aftalen, var seniorjobbene oppe at vende. Og i følge Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs skal de ældre arbejdsløse ikke regne med at få redningsplanken igen. - Hele pointen er, at vi vil øge arbejdsudbuddet, og det her er en del af det. Eftersom man har forholdt sig til det i teksten, så er jeg overbevist om, at det er en del af det, der bliver vedtaget, siger hun.