Ældre må undvære den varme mad i dag

Tre ud af fire kommunale køkkener i Thy har aflyst madudbringningen til pensionisterne i dag

Hovedparten af de ældre, der er vant til at få leveret varm middagsmad dagligt fra et af de kommunale storkøkkener i Thisted Kommune, må klare sig selv i dag. De fleste ture er aflyst på grund af vejret. I køkkenet på Kristianslyst er der for eksempel kun to medarbejdere, der er nået frem på arbejde. De bor begge i Thisted og kunne tage turen til fods. - Vi laver kun mad til beboerne, for vi kan ikke få det andet ud. Så vi har folk til at ringe rundt til de ældre og sige, at der ikke kommer mad i dag. Vores chef ringer hjemmefra, fortæller ernæringsassistent Trine Roursgaard og tilføjer: - Nogle enkelte har selv ringet ind og sagt, at vi ikke behøver at køre ud i det her vejr. Jeg håber, at de fleste har noget mad i køleskabet. I går lykkedes det for chaufførerne at få maden fra Kristianslyst bragt ud, men det tog lang tid.