Tyverier

Ældre mand franarret penge i eget hjem

Ukendt ville veksle penge, men forsvandt med 800 kr.

FJERRITSLEV:Snydt i sit eget hjem. Det er hvad Knud Andersen, Fjerritslev, blev i torsdags, da han ville hjælpe en mand med at veksle penge. En venlighed der desværre endte med, at Knud Andersen fik stjålet 800 kroner. En anden beboer i Danmarksgade var lige ved at lide samme skæbne. Stod pludselig i stuen Klokken 14 i torsdags blev Jimmy Aagaard Jensen ringet op. Han bor selv i Danmarksgade og er besøgsven for flere af de ældre der. Opkaldet var fra Knud Andersen. - Knud ringede om, at jeg skulle komme hurtigt, og så sagde han noget med penge, som jeg ikke forstod, fortæller Jimmy Aagaard Jensen. Han skynder sig derfor hen til Knud Andersens lejlighed for at hjælpe. Her får han forklaret, at en ca. 30-årig mand pludselig var dukket op i stuen og bad om at få vekslet 500 kroner. God af sig finder Knud Andersen sin pung frem. Da den 30-årige ser, at der er flere penge i pungen, beder han om at få vekslet 1000 kroner i stedet. Han får 800 kroner og siger så, at han lige skal ud i sin bil for at hente pengene. Han kommer dog aldrig tilbage. Efter at have fået det at vide, skynder Jimmy Aagaard Jensen sig at forhøre sig hos andre beboere. Der kommer det frem, at gerningsmanden lidt tidligere var blevet set. Der var han på vej ind til Jenny Sørensen. Det viser sig, at den 30-årige havde forsøgt samme nummer hos hende. Her havde hun dog skyndt sig at sige, at så mange penge havde hun ikke i huset. Gerningsmanden var derfor gået derfra og hen til Knud Andersen i stedet. - Det er åbenbart en person, der kan se, hvor de ældste og mest svagelige bor, gyser Jimmy Aagaard Jensen, der er meget forarget. - De er fuldstændig forsvarsløse. Det er det, der er det væmmelige ved det, tilføjer han. Besøgsvennen vil derfor gerne advare andre om manden, der beskrives som ca. 30-årig, spinkel af bygning, mørkhåret og pæn i tøjet. Mulgvis talte han med københavnsk dialekt.