Redningsvæsen

Ældre mand kørte ind i helleanlæg

Bilist blev blændet af solen, da han lørdag aften kørte galt. Ambulance og brandvæsen blev sendt til uheldsstedet.

Solen skinnede over det meste af Nordjylland lørdag, men selv om de fleste nordjyder ganske givet nød det fine vejr, så var solen også en medvirkende faktor til, at en ældre mand kørte galt kort efter kl. 18 i Ålbæk nord for Frederikshavn. Manden kom kørende ad Sdr. Havnevej, da han fortsatte ind i et helleanlæg i stedet for at følge vejen. Mandens forklaring var, at han blev blændet af solen. I første omgang lød meldingen på, at bilisten var fastklemt i bilen, og derfor rykkede brandvæsenet fra Frederikshavn, som kan frigøre fastklemte personer, ud for at hjælpe den ældre mand. Det viste sig imidlertid, at ambulancefolkene havde fået manden ud af bilen, da brandvæsenet nåede frem, oplyser indsatsleder Bo Isaksen fra Frederikshavn Kommunes beredskab. Manden var ikke kommet alvorlig til skade, men han blev kørt til undersøgelse på sygehuset.