Ældre med fællesskab

Pensionister i bevægelse

Motionsidræt 5. september 2002 08:00

AABYBRO: Tilbage i 1993 tog Anton Jepsen sammen med et dusin ligesindede initiativ til oprettelsen af Ældre i Bevægelse i Aabybro. Den gang sagde han, at foreningen med årene ville komme til at kunne fylde Aabybro Hallen. - Ingen troede på det. Men i dag erder ialt 106 medlemmer i Ældre i Bevægelse, fortæller Anton Jepsen, som er formand for foreningen, der har Peter Vestergaard som næstformand. Onsdag eftermiddag var der åbent hus i anledningen af den ny sæson, og det havde trukket cirka ti nye ansigter til. Først prøvede godt en snes pensionister eller førtidspensionister kræfter med maskinerne i Aabybro Hallens motionscenter under ledelse af instruktørere. Derefter var der fælles opvarmning under ledelse af Tonny Hoberg fra Dansk Arbejder-Idræt, inden der var aktiviteter i eller uden for hallen og gymnastik under ledelse af Tove Sørensen. Dagen blev traditionen tro rundet af med en kop kaffe, kringle og en sang. - Somme tider er der nogle, som fortæller en god historie, og så får vi også rørt lattermusklerne, fortæller Anton Jepsen. - Vi er 50 til 55, der møder op hver onsdag. Kom vi her alle sammen på én gang, kunne vi ikke være her, fortæller han. Aktiviteterne i hallen er boldspil, badminton under ledelse af Chren Mortensen, eller man kan spille petanque. Som alternativ kan man i Aabybro Hallens selskabslokale mødes over et spil kort, og på fredage er der svømning og vandgymnastik i svømmehallen. Ved åbent hus arrangementet var der også øksekast udenfor og tæppecurling indendøre. Smidige motionister - Det er vigtigt, at vi ældre bevæger os, får motion og holder os smidige. Så undgår vi sygehusene og tabletterne. Det hjælper på de små skavanker, og holder gigten på afstand, at vi holder os rørige. Desuden har vi et godt fællesskab og hygger os, i stedet for at man sidder hjemme og ynker sig selv, siger Anton Jepsen. Han blev tilbage i 1993 af DGI Vendsyssel sendt på kursus i idræt for ældre i Vittrup. - Jeg mente ikke, at jeg var så gammel, men jeg blev bidt af det og tog flere kurser. Det var fint, så kunne jeg både holde mig selv i form og sætte de andre i sving, fortæller han. Ældre i Bevægelse har udvidet sig til også at omfatte foredrag i selskabslokalerne i efteråret med blandt andre sognepræst Ole Steen Hansen, samt ture til blandt andet Blokhus og Helligåndskirken i Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...