Sindal

Ældre myldrede til trods traditionsbrud

SALTUM:Bestyrelsen for Saltum Pensionistforening havde al mulig grund til at glæde sig over årets julefrokost. Den havde nemlig vovet et traditionsbrud ved at flytte arrangementet fra Sdr. Saltum Forsamlingshus til Restaurant Nordstjernen i Blokhus. Men godt og vel 80 mødte op og alle havde en meget vellykket eftermiddag, fortæller formanden Leo Jacobsen. - Musikunderholdningen var i år lagt i hænderne på Hans Hansen og Bent Jensen fra Sindal. Det er et par lystige herrer, som magter violin, sav ogharmonika. Hans Hansen læste et par muntre historier og det blev til mange fællessange i løbet af de godt fire timer, vi hyggede os med den gode mad og dertil passende væske, fortsætter han. Samtidig minder han om, at årets sidste sammenkomst er juleafslutningen 12. december i klubhuset. - Dagen er lagt i hænderne på Niels Møller, som normalt er ledsaget af Inge K. Nielsen, men Inge er forhindret i år, tilføjer han. Juleafslutningen byder på amerikansk lotteri, julesalmer, godter og gløgg. -mill