Ældre Sagen til golf

Ældre Sagen i Brovst, Pandrup og Aabybro har i samarbejde med Øland Golfklub holdt informationsmøde om mulighederne for at spille golf på klubbens korthulsbane.

Ti personer fik information af Øland golfklubs formand, Ejner Bering om klubbens tilbud til Ældre Sagens medlemmer i de tre lokalsamfund. For et beskedent kontingent kan man benytte klubbens træningsfaciliteter og spille på korthulsbanen samt låne udstyr. Frem til sommerferien vil der blive givet instruktion hver torsdag formiddag. Interesserede medlemmer i Ældre Sagen kan blot møde op hver torsdag til instruktion. Ejner Bering understreger dog, at der kan spilles på banen hver dag.