Ældre Sagen vil have svar

Hvad med genoptræningen, lyder spørgsmålet forud for stormødet i Nordsøcentret.

VENDSYSSEL:Hvad sker der, når man efter et benbrud udskrives fra hospitalet til eget hjem. Hvor er hjælpen og hvad er udsigterne til at få en god genoptræning. Det og mange andre spørgsmål trænger sig på, når Ældre Sagen på Toppen af Danmark - nemlig fra Frederikshavn, Skagen, Sæby, Hirtshals, Hjørring, Løkken-Vraa og Sindal mødes i morgen, torsdag på Nordsøcentret i Hirtshals. Ældre Sagen har samlet et stort sundhedspanel, hvis opgave det bliver at svare for sig. Politisk ledes panelet af amts-sundhedsudvalgets formand, Karl Bornhøft med kommunal medløb fra socialudvalgets formand i Frederikshavn, Erik Janum. Desuden udgøres panelet af Kerstin Høgenhaug, der er oversygeplejerske ved Sygehus Vendsyssel, Kirsten Taisen, der er leder af genoptræningen i Skagen, Dorte Melgaard, der er ledende ergoterapeut ved Dronninglund Sygehus og endelig foreningen af praktiserende læger repræsenteret ved næstformanden, Kaj Bernth. - Mange af vore medlemmer er utrygge ved, hvordan amtets politik er for udskrivning og genoptræning. Det har vi ønsket at sætte fokus på, og vi forventer, at vi bliver en hel del klogere på, hvordan en udskrivning formidles videre til eksempelvis kommunerne og hvordan og hvor en genoptræning kan forventes at finde sted, efter mødet torsdag, siger Jørgen Engelbreckt, ÆldreSagen i Frederikshavn. Fra alle involverede kommuner arrangeres der gratis bustransport, så der skal nok blive fuldt hus - og spørgelyst på Nordsøcentret.