Ældre snydes for del i opsvinget

Mere end hver tiende nordjyde over 55 år er arbejdsløs. På trods af, at de gerne vil have et job. Og på trods af, at beskæftigelsen i Danmark netop nu er i top og arbejdsløshedstallet det laveste siden midten af 70’erne. Resultatet er, at det grå guld i stort tal tvinges over på efterløn.

I Ældre Sagen er der ikke tvivl om, at situationen skal forklares med fordommene om ældre medarbejdere. - Mange ledere tror desværre, det ikke kan svare sig at ansætte ældre medarbejdere - de skal jo alligevel snart gå på efterløn. Men det er en helt forkert holdning, for fik de ældre chancen, kunne det være, de fravalgte efterlønnen, siger økonom i Ældre Sagen Jens Højgaard. I fagforbundet 3F beskrives virksomhedernes manglende lyst til at ansætte ældre medarbejdere som et samfundsproblem. - 60 procent af vores medlemmer vælger efterløn, fordi de mister retten til dagpenge. Men mange af dem vil gerne fortsætte på arbejdsmarkedet, hvis de fik muligheden. Det er helt klart et problem, at virksomhederne ikke ønsker at ansætte ældre medarbejdere, siger leder af a-kassen i 3F Morten Kaspersen. Sidste år havde Nordjylland 39.617 ældre over 55 år, der var til rådighed for arbejdsmarkedet. Heraf stod 4219 af dem uden arbejde. Det svarer til en arbejdsløshed på 10,6 procent. For hele landet er ledigheden siden 1996 totalt faldet omkring tre procent fra 7,8 til 4,9 procent. Blandt de 55-59 årige er der kun tale om et fald fra 9,6 procent til 7,6 procent siden 1996. Dermed står de ældre mellem 55 og 59 år i dag for en større andel af de ledige end i 1996. - Det er et tydeligt tegn på, at fordommene lever i bedste velgående trods bugnende jobsider i aviserne, siger Jens Højgaard.