Ældre svigtede valget

Nyt Ældre- Handicapråd skal se på ændringer af valgform

STØVRING:Trods en ihærdig indsats for at øge interessen for valget i sidste øjeblik, tog stemmeprocenten et stort dyk ved torsdagens valg. Her skulle der findes syv medlemmer til kommunens Ældre- Handicapråd, men det lod kun til at interessere hver femte af de 1.520 stemmeberettigede. Stemmeprocenten faldt med tre procent og ligger nu på 20,67 procent. - Vi har ikke nogen egentlig forklaring. Men vi har talt om, at at man kunne lægge valget sammen med byrådsvalget for at få hævet stemmeprocenten, siger Karin Lynggaard, sekretariatsleder ved kommunen og bagstopper på alle valghandlinger. Ønsker nytænkning Formanden for Voksen- Ældrerådet, Jørgen Myrup (S), var lidt trist efter den lave deltagelse. Han kunne dog godt se lyspunkter. - På de fire år er der kommet 242 ekstra stemmeberettigede. Så faktisk er der 40 flere, der stemte i år end i år 2000, forklarer han. Han bad straks efter optællingen torsdg aften de nyvalgte om at tænke på ideer, der kan øge interessen for valget. Det plejer at være de små valgsteder, der holder valgprocenten oppe. Det var det i og for sig også denne gang. Men torsdag styrtdykkede stemmeprocenten derude, mens den kun sank med et mulehår i Støvring By. Birkehøj i Øster Hornum fik besøg af 25,49 procent af de ældre og handicappede, fem procent mindre end ved forrige valg. Med andre ord: En sjettedel færre end før. Himmerlandshave i Suldrup kom ind som nummer to med 23,22 procent af stemmerne, lidt over seks procent færre end i år 2000. Det svarer til et fald i stemmeafgivelse på godt 20 procent i Suldrup-området. Trods en god start på valghandlingen var interessen dog stadig klart mindst i Støvring By. 17,96 procent lød stemmegraden på, men kun 0,27 procent mindre end forrige gang. Kager dæmpede fald Det var også i Støvring By at man søgte at gøre mest for at øge interessen for valget. Brugerrådet og dagcenteret på Mastruplund lovede i en annonce dagen inden valget at byde på kage og kaffe til stemmeafgiverne. Om det ikke nyttede - eller om det rent faktisk bremsede et fald som på de to andre valgsteder, er ikke til at vide. Men hindbærsnitterne blev spist og kaffen drukket af de få der mødte op. De kunne dog i perioder fylde dagcenteret, så der måtte sættes ekstra stole ind. Det lykkedes ikke fredag at få kontakt til formand for Ældre- Handicaprådet, den genvalgte Karl Sivertsen, inden redaktionens slutning.