Ældreboliger skal istandsættes for 26 mio. kr.

Ældre må flytte, mens ødelagte vægge og utætte tage repareres

Bine Martine Gori
Når ældreboligerne på Parkvænget i Fjerritslev og på Solkrogen i Klim bliver færdige, kommer de udvendig til at ligne de gamle bygninger. Indvendig bliver dørene bredere, badeværelset større og køkkenet indrettet, så der er mulighed for en siddeplads ved vinduet. Grafik: Christensen & Rottbøll A/S
Ældreforhold 26. september 2007 06:00

FJERRITSLEV: Murene har frostsprængninger, i nogle bygninger lækker taget, og indretningen svarer ikke til de behov, de ældre har i dag. Det mener både plejepersonale og de ældre, der bor i ældreboligerne på Parkvænget i Fjerritslev og Solkrogen i Fjerritslev. Derfor skal ældreboligerne renoveres fra top til tå. Istandsættelsen betyder samtidig også, at de ældre skal flytte ud, mens husene bliver sat i stand. Det er endnu usikkert, hvordan man fra kommunens side griber flytningen og behovet for ekstra lejligheder an, når istandsættelsen af bygningerne begynder næste år i januar. En mulighed er at indrette de ældre på plejehjemmet, indtil renoveringen af ældreboligerne er gennemført. - Der er mange ældre, der synes, det er uoverskueligt, konstaterer Torben Færk, leverandørchef i Jammerbugt Kommune. Det bliver spændende Han regner dog med, at selv de ældre, der ikke har familie, som kan hjælpe med at flytte, får hjælp af besøgsvenner og andre frivilige. Selvom det kan virke en smule uoverskueligt at flytte ud for derefter at flytte ind igen nogle måneder senere, så er instandsættelsen også interessant. - Det bliver spændende. Vi skal da ned og se, hvordan det bliver i Fjerritslev, mener Gudrun Thomsen, som bor på Solkrogen i Klim, der er anden etape i istandsættelsen af ældreboligerne. Gudrun Thomsen repræsenterer de ældre i Klim i den gruppe, der er nedsat i forbindelse med renoveringen af boligerne. Gruppen, der består af beboere i Klim og Fjerritslev, medarbejderrepræsentanter, ledere samt Svenning Sørensen fra Ældrerådet skal bl.a. være med til at vælge hvilke materialer, der skal bruges i boliger, hvordan køkkenet skal indrettes og hvordan gulvene skal se ud. - De har indflydelse på, hvordan det kommer til at se ud, så længe det ligger inden for den økonomiske ramme, forklarer leverandørchef i Jammerbugt Kommune, Torben Færk. 26 mio. kr. for boliger Istandsættelsen af de 15 ældreboliger i Fjerritslev og syv i Klim kommer til at koste omkring 26 mio. kr. Bygningerne kommer som sådan ikke til at ændre udseende. Murstenene vil stadig være gule, vinduesrammerne sorte, og der vil stadig være en opdeling mellem de haver, der hører til hver ældrebolig. Til gengæld bliver dørene bredere, badeværeslet større, og køkkenbord og hvidevarer bliver flyttet, så pladsen foran vinduet bliver fri til en siddeplads. - Det er et ønske fra beboerne. De vil gerne have det sådan, at man kan sidde og kigge ud, forklarer Torben Færk. Opgaven er endnu ikke sendt i licitation, men efter planen skal boligerne i Fjerritslev sættes i stand fra 21. januar til midten af oktober 2008, altså ca. 10 måneder. I Klim tager renoveringen ca. seks måneder og forventes afsluttet i juni 2009.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...