Ældremad stiger voldsomt

Frederikshavn Kommune basker prisen op med 22 procent

Knap er de tåbelige nytårshatte gemt væk, den billige champagne hældt ud og politikernes sprudlende valgløfter lagt på køl, før Frederikshavn Kommune giver de gamle et svidende dask i nakken. Den kommunale mad, som en lang række ældre borgere får leveret til døren i deres private hjem, stiger, og det er ikke bare en eller to kroner, vi taler om. Prisen på for eksempel en hovedret, som før kostede 45 kroner, stiger nu til 55 kroner - altså en stigning på 22 procent. 10 kroner om dagen bliver til cirka 300 kroner om måneden, og for en del pensionister vil det være en markant stigning i husholdningsbudgettet. - En folkepensionist har ganske enkelt ikke råd til så dyr mad. Samtidig er det jo en voldsom stigning på én gang. Det her kan kommunen ikke være bekendt, siger formanden for ældrerådet, Hanne Andersen. Formanden for socialudvalget i Frederikshavn Kommune, Peter Nielsen (C), mener derimod, at prisstigningen er realistisk. - Vi er nødt til at tage hensyn til de faktiske produktionsomkostninger, og det her område har ikke været reguleret i mange år, siger Peter Nielsen. - Er fakta ikke bare, at I med prisstigningen rammer mange ældre hårdt på pengepungen? - Vi har vedtaget i byrådet, at prisen skulle stige. Og der er som sagt tale om en prisregulering, siger Peter Nielsen, der dog gerne vil sikre, at der ikke er pensionister, der direkte sulter. Stigningen på ældremad er i øvrigt ganske uforståelig, idet regeringen til sommer sætter loft over prisen. Det betyder, at maden til ældre i Danmark kun må koste 45 kroner, og spørgsmålet er så, hvorfor Frederikshavn Kommune sætter prisen op nu? - Byrådet havde vedtaget beslutningen om stigningen på ældremad, inden loven fra regeringen kom frem, siger Peter Nielsen.