Ældreråd kræver flere hænder

Der er for få ansatte på plejehjemmene, mener ældrerådsformand, der har ønskesedlen parat til byrådet

Karin Krog går ture langs Kattegat hver dag. Nu kan hun fremover tænke over, hvordan hun vil tale de ældres sag som formand for ældrerådet. Foto: Henrik Bo

Karin Krog går ture langs Kattegat hver dag. Nu kan hun fremover tænke over, hvordan hun vil tale de ældres sag som formand for ældrerådet. Foto: Henrik Bo

Karin Krog har sat sig i stolen som ny ældrerådsformand, og hun har en ønskeseddel parat til politikerne. - Punkt ét så skal der være bedre normering på plejehjemmene. Der er ikke hænder nok, selvom det er en floskel, siger Karin Krog. Hun mener, at der skal være mere tid til den enkelte beboer på plejehjemmene, så de ældre ikke sidder i et hjørne uden glød i øjnene. - Det kan ikke nytte noget, at man putter de ældre ind i nogle bokse, og at de bare sidder og hænger. Vi har lagt mærke til, at mange af dem mister talens brug, der er ikke nogen, der kommer og snakker med dem. Ældrerådsformanden mener heller ikke, at der er nok hænder i hjemmesygeplejen. De svageste ældre skal have den nødvendige hjælp og ikke mindst nogen at tale med. Karin Krog ønsker derfor, at man som ældre borger i kommunen kan blive visiteret til omsorg. Et menneske, der har tid til snak og til at lytte. - I dag kan man blive visiteret til mad, rengøring, sengetøj, og alt det der. Men det, som de gamle efterspørger, det er tid, tid og atter tid. Der sidder mange gamle som ikke har et netværk, og der er mange gamle, der dør af ensomhed. Ældrerådet har taget ønsket videre til politikerne i ældre- og handicapudvalget.