Ældreråd på barrikaderne mod nedskæringer

Nu er skruen strammet for meget, advarer tre medlemmer. - Og vi får ikke svar på vores klager til politikerne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Svenning Sørensen: - Kommunen får flere penge ind. Hvor bliver de af? arkivfoto: henrik bo

De er vrede og frustrerede, Bodil Mejlholm, Svenning Sørensen og Evald Godiksen fra Fjerritslev. De er alle tre medlemmer af Ældrerådet i Jammerbugt Kommune, valgt for Fjerritslev-området, men de føler mere og mere, at arbejdet i Ældrerådet er skønne spildte kræfter. - Vi kan ikke stå model til de besparelser, politikerne har indført på ældreområdet, men vi får ingen svar fra socialudvalget på vores breve, forklarer Evald Godiksen. Skåret ned i to år - Der er skåret ned både i 2007 og 2008, så der bliver endnu mindre tid til pleje og rengøring. Man reducerer i det uddannede personale og erstatter det med dyre vikarer og uuddannet personale, siger han hovedrystende. - Det er simpelthed for ringe, og det kan man ikke byde vores ældre medborgere, fastslår hans kollega i Ældrerådet Bodil Mejlholm. Skal høres - Vi er valgt til at blive hørt, men vi får ingen reaktioner fra politikerne på vores klager, for eksempel over budgettet for 2008, siger Bodil Mejlholm. - Der har været et par dialogmøder med socialudvalget i løbet af 2007, men de har kun handlet om generelle ting, og vi får ikke svar på de konkrete sager, forklarer Bodil Mejlholm. - Der mangler simpelthen kontakt, og det er ikke fordi det skorter på viljen fra vores side, tilføjer hun. Svenning Sørensen undrer sig også over, at der skæres så voldsomt på ældreområdet i år, når kommunens indtægter stiger. - Skatten er sat op, og folk tjener flere penge. Hvor bliver de af? Bliver de ædt op i administrationen? De tre funderer over, om alle i kommunalbestyrelsen overhovedet er klar over, hvad konsekvenserne er af det, de har været med til at vedtage. Attraktiv kommune? - Man siger, at Jammerbugt Kommune skal være et attraktivt sted at bo. Det kan man sætte et meget stort spørgsmålstegn ved på ældreområdet, advarer Evald Godiksen. - Og hvis økonomien er så stram, så kunne man udskyde noget byggeri og bruge flere penge på de ældre, opfordrer han. Bodil Mejlholm nævner som eksempel, at der ikke er personale til at køre beboerne på Solgården ned i fællessalen til gudstjeneste. - Sidste gang holdt præsten gudstjeneste for tre personer, fortæller hun. - Når vi ikke får svar fra politikerne, kan folk jo tro, at vi ikke foretager os noget. Der sker jo ingenting, og derfor reagerer vi nu, forklarer de tre medlemmer af Ældrerådet. Borgermøde på vej - Derfor har vi også planer om at indkalde til et borgermøde i samarbejde med Fjerritslev Borgerforening, oplyser Evald Godiksen. - Det bliver selvfølgelig åbent for alle i kommunen, for problemerne er lige så store andre steder i kommunen, tilføjer han. Evald Godiksen oplyser, at de tre Fjerritslev-medlemmer er gået i aktion efter aftale med Ældrerådets formand Jørgen Hellum. Rådet består af 13 medlemer, tre fra hver af de gamle kommuner plus formanden. Næste møde holdes 17. januar, hvor man også vil diskutere kommunens besparelser.

Forsiden