Ældrerådet lun på kølemad

Pensionister får mere at vælge imellem i ny madordning

AALESTRUP:Efter en prøvesmagning har såvel socialudvalget som ældrerådet i Aalestrup overgivet sig til kølemad. Derfor har et enigt socialudvalg foreslået, at de pensionister, der får maden leveret, fremover skal have såkaldt køle-vakuum mad. - Ældrerådet har været med i beslutningen helt fra starten, fortæller formanden Kristian Liengaard. - Vi har sagt god for det. Det er et godt alternativ, når det nu skal være, tilføjer han. Prøvesmagningen foregik på Mors, hvor man har haft køle-vakuum mad i et stykke tid. - Det er ikke det samme som nylavet mad. Der har vi måttet sluge en kamel, fortæller Kristian Liengaard og tilføjer: - Men det var en ganske fin oplevelse. Kristian Liengaard mener at den nye ordning er mere fleksibel, og det er socialchef Peter Barrett enig i. - Udover en besparelse for kommunen giver det nogle friheder for brugerne. Som det er nu, skal brugerne spise deres varme mad, når den bliver leveret. Der er heller ikke mulighed for selv at vælge, hvad der skal på menuen, fortæller socialchef Peter Barrett. Det bliver der med den nye ordning. Der bliver ni retter at vælge imellem hver måned, og det giver brugerne mulighed for selv at sætte menuen sammen. - Fisk en gang om ugen er en gang for meget for nogle. For andre er det fire gange for lidt, siger Peter Barrett. Maden bliver leveret til en uge ad gangen, og brugerne skal selv varme den op i microovn. - På den måde bestemmer man selv, om man vil have varm mad om middagen eller vente til om aftenen, siger Peter Barrett. Da det ikke er alle, der har microovn, har kommunen købt tilstrækkeligt med microovne til at sætte ud til brugerne. De, der ikke har plads nok i køleskabet, får også stillet sådan et til rådighed. Levering af mad er omfattet af den fritvalgs-ordning, der trådte i kraft sidste år, men Aalestrup Kommune har haft en særordning, fordi man har været forpligtet af en aftale med Ullits Hotel. Den udløber til sommer, og dermed er vejen banet for det frie valg. Det betyder også, at man ikke er forpligtet til at benytte sig af kommunens tilbud. - Man kan selv vælge, hvor man vil have sin mad fra, bare det er en godkendt leverandør, siger Kristien Liengaard. Det har været vigtigt for ældrerådet, at der bliver sat ressourcer af til at informere og hjælpe brugerne, når den nye ordning begynder. - Der er jo nogen, der aldrig har brugt en microovn før, siger Kristian Liengaard og tilføjer, at ældrerådet har tilbudt at holde orienteringsmøder på de to ældrecentre.