Ældrerådet protesterer

Madpris stiger for meget

Hobro 16. september 2002 08:00

HOBRO: Ældre- og Pensionistrådet i Hobro Kommune protesterer mod de planlagte besparelser på ældreområdet. Byrådet rammer de svageste, mener Bendt C. Jørgensen fra ældrerådet. Ældrerådet har drøftet byrådets budgetforslag og kritiserer blandt andet den bebudede stigning i madprisen. Borgerne skal betale 45 i stedet for 40 kroner for et varmt måltid mad fra den kommunale madordning. - Fem kroner om dagen bliver til mange penge for pensionister, som måske kun har folkepensionen at leve af. Vi frygter, at nogle vil vælge maden fra. Så risikerer vi, at de får dårligere og mindre sund mad. Det går over sundheden, og så bliver de ældre mere plejekrævende, hvilket giver større udgifter til kommunen. Det bider sig selv i halen, siger Bendt C. Jørgensen, næstformand i ældrerådet. - Vi synes, at stigningen på fem kroner er for voldsom. Man kunne i det mindste nøjes med at pristalsregulere taktsten, så den måske kun behøver at stige med to kroner, siger Bendt C. Jørgensen. Rådet angriber også forslaget om at spare på aftenvagterne i hjemmeplejen. Ældrerådet frygter, at specielt borgere, der har været gennem et sygdomsforløb og har behov for jævnlige besøg, bliver svigtet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...