Ældres chikane - en af årsagerne til sygefravær

Ansatte i ældreplejen bliver udsat for vold og overgreb

Vold 14. januar 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Ældre er ikke kun gamle elskelige bedstemødre med æblekinder, opsat hår og smilerynker. Det kan de ansatte i ældreplejen i Frederikshavn Kommune tale med om. Sidste år blev der registreret 65 tilfælde af overgreb og vold mod de ansatte på ældreområdet. Situationerne er registret hos 11 af kommunens 800 brugere. Spark, spyt, slag, kvælertag, bid, krat, ryk i håret, truende adfærd og verbal vold. Den slags episoder har ansatte i ældreplejen måtte lægge krop til sidste år. Det fremgår af de anmeldelser, som sikkerhedsleder i Ældre- og Handicapservice, Poul Skovbo, har liggende på sit skrivebord. Det er specielt i badesituationerne, ved morgenvækning eller når den ældre skal have tøj på, at temperamentet løber løbsk. Men også i de situationer, hvor kommunen forlanger, at der af hensyn til den ansattes arbejdsmiljø skal være en anden type seng eller dørtrinene måske skal pilles af, kan der komme aggressive udfald mod den pågældende medarbejder, som kommer i huset. Og det er situationer, som man ikke blot skal kimse af, for det er episoder, som i flere tilfælde har gjort folk syge. Og derfor tror Poul Skovbo, at der er en nøje sammenhæng mellem overgrebene og kommunens sygefraværsprocent, der i øjeblikket ligger på 5,3 procent. - Vi har folk, som får ondt i maven, når de skal ud nogle specielle steder, og det kan måske føre til, at de melder sig syge, når de får den opgave. Vi har også folk, som melder fra og siger, at den opgave magter de ikke. Men så er der jo bare nogle andre, der kommer derud, og når der har været fire-fem stykker, som siger fra, har vi jo stadig ikke løst problemet, siger Poul Skovbo. Gå fremfor at diskutere Grethe Terp er sikkerhedsrepræsentant og er derfor med til at skrive en anmeldelse, hvis en af kollegaerne har været udsat for en eller anden slags overgreb. Selv har hun kun været ude for en episode i sin tid som social- og sundhedshjælper, hvor hendes grænse var nået. Sammen med en kollega skulle hun give en dame ble på, men de endte med at gå, fordi ægtemanden skældte dem ud. Og det er et råd, som hun gerne giver videre til sine kollegaer: - Jeg opfordrer altid mine kollegaer til at forlade hjemmet, hvis brugeren er oppe at køre. Det er bedre end at gå ind i en diskussion, siger Grethe Terp. Hun mener, at anmeldelserne er uhyre vigtige. For på den måde får ledelsen og medarbejderne et analysemateriale at arbejde ud fra. Det er nemlig med til at give et billede af, hvornår og hvordan problemene opstår og ideen er, at de ansatte herefter skal drøfte, hvordan de tager hånd om situationerne. Den holdning bakkes op af sikkerhedsleder Poul Skovbo. Og et andet bud fra hans hånd lyder på mere uddannelse af de ansatte - for i sidste ende handler det om at fastholde medarbejderne indenfor ældreplejen. I forvejen døjer flere kommuner med, at de ansatte forlader branchen: - Vi har eksempler på folk, der har været udsat for overgreb og efterfølgende har haft så mange sygedage, at de blev opsagt og ikke magtede at søge indenfor området igen, fordi de simpelthen havde fået et knæk for livet. Det er ikke sjovt, vi vil hellere opleve den situation, som vi gjorde forleden, hvor vi havde én, som havde 40 års jubilæum, siger Poul Skovbo.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...