Ældres hyggeklub festede

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En del af de ældre, svagelige og gangbesværede deltagere ses her inden spisningen gik i gang. Stående er det Hanne Kristensen, Voerså, der byder velkommen.

SÆBY:En kreds af tidligere ansatte, ved Den Kommunale Hjemmepleje i den gamle Sæby Kommune, startede for nogle år siden en hyggeklub for de ældre, svagelige og dårligt gående, der ikke selv kunne komme hjemmefra. De frivillige arrangerer festerne for de ældre, og sørger for at hente og bringe dem frem og tilbage. Hele 36 personer, fra den tidligere Albæk Kommune, havde tilmeldt sig spisningen på Gæstgivergården Engholm forleden. De frivillige havde som sædvanlig sørget for transporten samtidig med et par sponsorater, således at de ældre slap med kr. 50,00 for en rigtig god middag plus drikkelse. Middagen bestod af bøf med løg. Pandekager med is og kaffe. Under hele spisningen leverede Adolf Pedersen, Ørtoft, harmonikamusik. To ældre kvinder fra Voerså, Sigrid Andreasen og Marie Kristensen, siger samstemmende. - Det er et rigtigt godt arrangement, de syv frivillige her har taget. Vi er både glade og tilfredse. For det første er det billigt. For det næste bliver man både hentet og bragt. Kan det være nemmere ? Vi har kun ros tilovers for disse syv personer, ellers har vi ikke mange muligheder for at komme hjemmefra. Godt at vi ikke får så god mad til daglig, for det var da næsten ikke til at holde ud, siger de to Voerså-kvinder. Hyggeklubben holder sommerferie nu. Til september går det løs igen. Næste arrangement er et besøg i Frants Kristensens ravbutik, i Algade, i Sæby.