Ældreforhold

Ældresagen glæder sig over plejeboliggaranti

Reducerer ventetiden til bolig fra 2009

KØBENHAVN:Knap 700 millioner til en plejeboliggaranti vækker glæde hos Ældresagen. Garantien er en del af satspuljeforliget, og den træder i kraft i 2009. Ældresagen glæder sig over, at partierne bag satspuljeforliget torsdag aften blev enige om at afsætte knap 700 millioner kroner i perioden 2006 til 2009 til en plejeboliggaranti. De 536 millioner kommer fra satspuljen, mens regeringen har lovet at skaffe 150 millioner via finansloven. Aftalen skal sikre, at kommunerne fra 2009 kan garantere svage ældre en plejeboligplads inden for to måneder efter, at de er visiteret. I alt skal der bygges cirka 1300 boliger, hvis kommunerne skal leve op til garantien. - Vi mener, at det er et skridt i den rigtige retning at forsøge at nedbringe ventetiden. Ikke mindst fordi mange ældre er højt oppe i alderen og så svækkede, når de kommer på plejehjem, at de måske kun har to år at leve i, når de får en plads. Derfor betyder det meget, hvis man kan få reduceret ventetiden, siger Olav Felbo, funktionsleder i ældrepolitisk afdeling i Ældresagen. Han peger dog på, at man skal holde nøje øje med, at kommunerne ikke bare strammer visitationskriterierne, så det bliver sværere at komme på venteliste. Det er ikke den rigtige måde at opfylde garantien på, mener han. SF's Ole Sohn er også glad for aftalen om en plejeboliggaranti, som han selv var med til at indgå. Men han er også en smule forbeholden. - Man kan være lidt bekymret over, om nogle af de fattige kommuner har råd til at leve op til garantien. Men regeringen har garanteret, at det skal den nok sørge for, at de får råd til, siger Ole Sohn. Oprindelig ønskede socialminister Eva Kjer Hansen (V) at bruge 200 millioner kroner årligt fra satspuljen på plejeboliggarantien, men det modsatte oppositionen sig. Derfor må regeringen finde de sidste 50 millioner årligt på finansloven. /ritzau/