Pension

Ældre Sagen: Stramme regler holder nedslidte fra pension

Ældre Sagen og Dansk Magisterforening vil åbne for kriterierne for førtidspension med nyt udspil.

Dansk Magisterforening og Ældre Sagen foreslår ny model for seniorførtidspensionsordningen. Den nuværende er for stram, mener Bjarne Hastrup, der er administrerende direktør i Ældre Sagen.

Dansk Magisterforening og Ældre Sagen foreslår ny model for seniorførtidspensionsordningen. Den nuværende er for stram, mener Bjarne Hastrup, der er administrerende direktør i Ældre Sagen.

KØBENHAVN:For at sikre, at alle mennesker kommer fra det danske arbejdsmarked på en værdig måde, er der brug for en ny retning.

Det mener Ældre Sagen og Dansk Magisterforening, der søndag spiller ud med et forslag til en model for seniorførtidspension.

Står det til dem, skal modellen fremover omfatte personer med fem til ti år eller mindre tilbage på arbejdsmarkedet, hvor deres arbejdsevne er nedsat til halvdelen af fuld tid.

Ifølge Ældre Sagen har langt færre fået seniorførtidspension, end man havde planlagt og forventet med ordningen.

Det skyldes blandt andet, at reglerne er for skrappe, vurderer Bjarne Hastrup, der er administrerende direktør i Ældre Sagen.

Men det er ikke fordi, de ikke er der, vurderer han.

- Det skyldes at ordningen om seniorførtidspension administreres efter alt for strenge kriterier, og at der ikke er nok kendskab til ordningen, siger direktøren.

- Det står overfor, at der er alt for mange, som er alt for unge til at få folkepension, men som ikke er syge nok til at få førtidspension.

En andel del af forslaget går på, at seniorførtidspension skal være helt uafhængig af en persons tidligere eller aktuelle tilknytning til arbejdsmarkedet.

Personer der ikke har arbejdet i nogle år af forskellige grunde, bør også tages i betragtning, påpeger direktør Hastrup.

I den nuværende model skal man have en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Derudover bør det altid ifølge forslaget være en læge, der skal vurdere, hvorvidt en person har ret til seniorførtidspension. Som det er nu, er det kommunen, der står for det.

Lørdag foreslog FOA og 3F at ændre på kravene for seniorførtidspensionen og folkepensionen.

De mener, at man bør se på de helbredskriterier, der er, og åbne op for, at man skal kunne bruge ordningen, hvis man er nedslidt, når man er 60 år.

Reaktionerne kommer i kølvandet på det pensionsudspil, som S-formand, Mette Frederiksen, fremlagde tidligere på måneden.

Partiet vil indføre en tidligere pension, som borgere skal have ret til, hvis de lever op til bestemte kriterier. Det skal ske uanset, om de er nedslidte eller ej.

Det retter sig primært mod danskere, der kommer tidligt ud på arbejdsmarkedet.

Danskere, der modtager seniorførtidspension får, 18.875 kroner om måneden, hvis de er enlige og 16.044 kroner, hvis de er samlevende.

/ritzau/