Ændret musikstil i narkokamp

: Bedre videoovervågning og narkodusører på diskotek Under Uret

Narkokriminalitet 24. april 2003 08:00

AALBORG: I kampen mod narko har restauratør Torben Jensen udtænkt en drastisk plan, der skal holde narkohandlere ud af diskotek Under Uret i Jomfru Ane Gade. Planen indebærer blandt andet en ændret musikstil og skærpet kontrol. Som tidligere omtalt gennemførte Aalborg Politi før påske en razzia mod diskoteket, og flere personer blev anholdt for besiddelse af ecstasy, kokain og amfetamin. På baggrund af de betydelige narkofund, blev to personer varetægtsfængslet for decideret narkohandel. Efterfølgende har Torben Jensen brugt påsken til at udtænke en plan, der skal stramme kursen gevaldigt. Ud med techno - Vi har allerede ændret musikstilen, så vi ikke længere kører så meget på technomusik. Det tiltrækker ifølge politiet de typer, som er intereresseret i stoffer. Nu er musikstilen mere over i ANR Hit, hvor vi spiller de aktuelle hit men ikke så meget syng-med-stilen, fortæller resturatøren, som i dag fremlægger sin plan for politiet. Foruden en ændret musikstil har han også taget initiativ til en forbedret videoovervågning af diskoteket. De stationære kameraer skal udskiftes med kameraer, der kan bevæge sig og styres med en joystick fra et kontrolrum. - Så kan vi bedre følge med i, hvad der sker i alle kroge og hjørner, og jeg forestiller mig også at politiet kan komme og kigge med, siger Torben Jensen. Endvidere strammer han op på antallet af kontrollører. I dag er der på de travle aftener i weekenderne typisk fire kontrollører på job. Et par stykker i døren og et par stykker, som cirkulerer rundt inde i diskoteket. Bemandingen øges nu med et par kontrollører mere, som skal gå rundt anonymt og opsnuse, hvis der er nogen, som handler eller indtager forbudte stoffer. Torben Jensen erkender, at det er dyrt at ansætte mere personale, men han ser ingen anden udvej. - Hvis vi virkelig vil det skidt til livs, er der jo nogen, som er nødt til at gå foran. Så jeg ser ingen anden udvej end at ansætte ekstra personale. 500 kr. for et tip Han lokker også fremover med en dusør på 500 kroner om konkrete mistanker. - Vi vil gerne have de bedste af kunderne til at hjælpe os med at få de dårlige blæst ud, men dusøren kommer selvfølgelig kun til udbetaling, hvis der er noget om snakken. De 500 kroner udbetales på et gavekort, som kan bruges på Torben Jensens mange beværtninger, og dermed forbliver pengene i hans egen virksomhed. Med handlingsplanen håber Torben Jensen, at han har overbevist politiet om en ægte vilje til at gøre noget ved problemet. Han erkender samtidig, at der nu er rusket grundigt op i kontrollen, som måske har været lullet lidt i søvn af rutine. Men han understreger samtidig, at det er umuligt at gardere sig 100 procent mod narko. - Jeg føler faktisk, at det er som en tikkende bombe. Blot der træder én mand ind ad døren med 30 piller i lommen, så risikerer jeg bevillingen. Selv om jeg har gjort nok så meget for at dæmme op for problemet, er der i loven slet ikke taget hensyn til viljen hos restauratøren, siger Torben Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...