Ændring af momslov truer danske arbejdspladser

KØBENHAVN:I forsøget på at stoppe et hul i momsloven er regeringen i fuld gang med at nedlægge flere hundrede arbejdspladser på de danske trykkerier. Det frygter næstformand i HK/Privat, Bjarne Nielsen. Han forudser, at det kan få katastrofale følger for den grafiske branche, hvis folketinget fredag vedtager et lovforslag, der skal forhindre trafik af danske blade og magasiner til udlandet i et forsøg på at opnå momsfrihed. Op mod 300 arbejdspladser vil forsvinde i den hårdt trængte branche, der i forvejen er hårdt ramt af svigtende ordrer og outsourcing, hvis forslaget vedtages, forudser forbundet. Forslagets indhold er nemlig skruet sammen sådan sammen, at det kun er blade produceret inden for EU, som nu skal pålægges moms. Sagen drejer sig om, at blade og magasiner, der trykkes i Danmark, kan fritages for moms, hvis man sender dem omkring ikke-EU-lande - eksempelvis Norge og Ålandsøerne - og herefter tilbage til Danmark igen. Bortfald af den danske portostøtte satte i 2003 gang i denne trafik, og regeringen har ønsket at stoppe dette hul i momsloven. Men altså ikke tilstrækkeligt effektivt, da blade trykt uden for EU stadig vil kunne distribueres momsfrit til Danmark, påpeger HK. - Det vil naturligvis få udgiverne til at lægge trykningen af blade og magasiner til et ikke-EU-land, eksempelvis Norge, Ålandsøerne, Schweiz, Rusland eller Tyrkiet. Med billige transportkanaler til Danmark vil det blive uhyre attraktivt. Jeg er enig i, at momsfritagelsen er blevet udnyttet uheldigt, men lovforslaget vil få helt groteske konsekvenser, siger Bjarne Nielsen. HK/Privat opfordrer regeringen til at vente på den harmonisering af momsbestemmelserne, som er på vej i EU. - Dette er en hovsaløsning, som ingen kan være tjent med, siger Bjarne Nielsen. Såvel Socialdemokratiet som SF og Enhedslisten har i betænkningen til lovforslaget, der er fremsat af skatteminister Kristian Jensen (V) gjort opmærksom på, at forslaget ikke lukker momshullet men blot flytter problemet. - Men hvad værre er, så skaber det en helt uholdbar konkurrenceforvridning mellem de grafiske virksomheder, der får trykt deres publikationer i et EU-land, og dem, der får trykt i et ikke-EU-land, påpeges det. /ritzau/