Ændring af tilskud skaber usikkerhed

EMNER 9. marts 2003 07:00

TREKRONER: Lokalpolitikernes tanker om at ændre på kommunale tilskud til foreninger, så unge medlemmer tilgodeses mere end dem over 25 år, fik et skud for boven, da Trekroner Idrætsforening (TIF 98) holdt generalforsamling. Formand Bodil Larsen, der også er formand for folkeoplysningsudvalget, lagde stor vægt på det forslag i sin beretning. - Det ser ud til, at der skal laves om på idrætspolitikken her i kommunen hvert eneste år. Jeg ved ikke, hvor demokratiet er blevet af. Det er i hvert fald svært at finde ud af, hvad vi skal forholde os til, sagde Bodil Larsen og fortsatte: - Nu er det 25 års reglen, der er oppe til debat igen. Man mener ikke, at folk over 25 år betaler nok for at gå til sport. Jeg håber, at de vil lytte til foreningerne, for de kommer til at betale prisen. Hvis ikke vi havd alle dem over 25 år, tror jeg heller ikke, at vi havde ungdommen. Det er trods alt alle de voksne, der sidder i bestyrelse og udvalg. Det er også alle de frivillige, der må lavet et stort stykke arbejde i klubben. Bodil Larsen udtrykte håb om, at politikerne lytter og tager forslaget af bordet. Kommunalbestyrelsen skal se på sagen senere. Bodil Larsen kom også ind på arbejdet med klubhuset, som bliver shinet op. Et stort ønske er at få facaden lavet færdig, og det søges der om fondsmidler til. Det kan nok først blive til efteråret, fortalte TIF-formanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...