Ændring løser ingen problemer

OVERFØRSELSINDKOMSTER:Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har rigtig været i vælten med ideer om akademikere som kassedamer, en generel løftet pegefinger om borgerpligt til arbejdssøgning og endelig et forslag til revision af overførselsindkomsterne. Ganske vist har vi omkring 160.000 arbejdsløse, 245.000 på overførelsesindkomster og godt 90.000 på kontanthjælp, men når vi står i en økonomisk krisesituation med mangel på arbejde, virker formaninger og "dumsmarte" realitetsfjerne forslag nærmest modsat. Der er simpelthen ikke job til de arbejdsløse, fordi langt den største del af disse er ufaglærte, og ufaglærte jobs er under udfasning til Østeuropa og Fjernøsten. At opfordre akademikere til også at søge sådanne job er således ikke blot nedværdigende, men også urimeligt konkurrerende. Man kan godt appellere til de arbejdsløse og førtidspensionisterne om borgerpligt og om at søge et arbejde og komme i gang igen, men det er nu engang sådan, at en stor del af disse enten er ukvalificerede eller tilhører den subkultur eller det parallelsamfund, som bliver større og større i vort land, et parallelsamfund, for hvem det ikke på nogen måde er naturligt at uddanne sig, men i stedet stiller hos kommunen efter sit 18. år med forventning om offentlig forsørgelse. Her er den sociale arv den store synder. Forældre til langt den største del af såvel de arbejdsløse som førtidspensionister har selv levet på samme måde, hvorfor børnene er blevet opdraget til, at det er helt naturligt. Her skal helt andre virkemidler til. Nyere undersøgelser fra såvel "Det nationale råd for velfærd", som Socialforskningsinstituttet tyder i retning af, at det er uddannelse og miljøskift, der giver resultater. Skal man dette parallelsamfund til livs, skal det ske over (lang) tid via påvirkning fra den voksende forsørger- og tilsynskultur, vort samfund er indhyllet i. Det kan ske via børnepasningsordninger og skoler, som kan gøre en indsats ved at støtte og udvikle børnene via kvalificeret uddannelse og påvirkning i retning af opgraderende kammeratskift til fordel for mere positivt samfundsorienterede familiesammenhænge, så man af den vej kan kravle op fra "hængedyndet". Det offentlige har mange muligheder, men det kniber tilsyneladende med engagementet med de mange "hovsa"-misbrugssager, som kommunerne tilsyneladende slås med. Der kan næppe være tvivl om beskæftigelsesministerens gode intentioner, men hun må grave langt dybere for at komme videre, og det er ikke så meget penge som holdninger, det drejer sig om, holdninger hos de der lever af at beskæftige sig med det. Man skal ikke søge om tilladelse til at få børn i vort samfund, men børn er forpligtende, og magter man ikke den nødvendige opdragelse til samfundsborger, må behandlersystemet ind så tidligt som muligt i forløbet, så forældrene ikke når at ødelægge børnene og forøge parallelsamfundet yderligere. Når alt kommer til alt, er den sociale arv den største stilstandsfaktor i vort samfund, og så længe vi ikke forstår at arbejde med denne, kommer vi heller ikke den megen ufaglighed og mangel på erhvervslyst- og duelighed til livs. Forslaget om ændring af reglerne for overførselsindkomster giver nok flere penge i den sultne statskasse, men løser ingen reelle problemer.