Floorball

Ærgerlig ændring af spilletidspunkt

FREDERIKSHAVN: Floorballklubben Outlaws FFK var indstillet på at spille deres første turneringskamp på hjemmebane i elitedivision vest i morgen lørdag. Modstanderen, Jetsmark Allstars, kunne imidlertid ikke finde spillere nok på grund af afbud. Derfor er de to klubber enige om at afvikle opgøret i aften i FFK-Centret. - Det er drønærgerligt fordi vi lørdag havde inviteret alle vore sponsorer, siger pr-ansvarlig Lars Bach. - Vi har fået en utrolig opbakning fra mange sider, og vi kan konstatere, at alle bandereklamer og trøjereklamer er solgt, inden turneringen gik i gang. Nu håber vi så, at tilskuere og sponsorer vil bakke op om arrangementet i aften, slutter Lars Bach. Outlaws FFK vandt deres første turneringskamp på udebane mod Herning med 7-3. Frederikshavn Bulldogs vandt deres første kamp med 6-0 over Jetsmark og skal søndag spille på udebane mod Sunds Seahawks FC. bob