Ærgerlig FCM-træner: Landsholdet så ind i spændende fremtid

Jess Thorup ærgrer sig over, at landsholdskonflikt måske stopper et dansk hold med fine fremtidsperspektiver.

FCM-træner Jess Thorup ærgrer sig over den igangværende landsholdskonflikt. Foto: Claus Fisker/arkiv/Ritzau Scanpix
Fodbold 3. september 2018 10:22

Det danske fodboldlandshold var i gang med at bygge noget stort op, men nu kan hele gå op i røg.

Sådan vurderer FC Midtjylland-træner Jess Thorup den verserende konflikt mellem Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU), som lige nu truer landsholdets fremtid.

- Landsholdet har lige været til en VM-slutrunde, hvor holdet gjorde det fantastisk. De var ved at bygge noget op. Der er en fremtid på det landshold, som ikke har været så spændende længe.

- Jeg vil ikke tage den ene eller andens parti, mens jeg synes bare, at det er ærgerligt, siger Jess Thorup.

DBU forsøger angiveligt at få andre spillere end landsholdsstjernerne til at trække i landsholdstrøjen til de forestående kampe mod Slovakiet på onsdag og Wales på søndag.

Mens opgøret mod Slovakiet sandsynligvis kan aflyses uden de store konsekvenser, så forholder det sig anderledes med Wales-kampen, der er en del af det nye Nations League-format.

I teorien kan flere af Jess Thorups FCM-spillere blive spurgt, om de vil stille op. Hvis de kommer til Thorup for at få råd, så ved han ikke, hvad han skal svare.

- Den er rigtig svær. Jeg vil meget nødigt tage parti for nogen, men bare håbe på, at det løser sig hurtigst muligt, så vi kan stille det stærkest mulige hold.

- Det er en mulighed for, at Danmark kan kvalificere sig til en slutrunde igen. Vi er også en del af værtskabet for EM i 2020, så vi skal helst med.

- Jeg vil nødigt sige, hvordan det skal løses, men jeg håber bare, at nogen kommer med løsningen lige om lidt, siger FCM-træneren.

Jess Thorups trænerkollega i Brøndby, Alexander Zorniger, mente søndag, at dem, der rådgiver landsholdsspillerne - Spillerforeningen - yder dårlig rådgivning.

Tyskeren mener, at landsholdsspillerne tjener så mange penge, at økonomi aldrig må stå i vejen for at spille på landsholdet.

Så meget vil Jess Thorup ikke blande sig i debatten.

- Jeg har det meste af min information gennem medierne, så jeg ved ikke 100 procent, hvor stridspunkterne er lige nu.

- Jeg synes bare, at det er ærgerligt for dansk fodbold - også for vores image udadtil; at vi ikke kan blive enige om de her ting. Vi er så lille et land, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger han.

De kommende landskampe mod Slovakiet og Wales bliver uden landstræner Åge Hareide og assistenten Jon Dahl Tomassons tilstedeværelse.

Trænerduoen skal ifølge DBU ikke stå i spidsen for et hold, som duoen ikke selv har udtaget.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...