Ærgerlig Olsen: Forfærdeligt vi ikke vinder

Landstræneren mener, at Danmark gjorde det meste rigtigt mod Tjekkiet og burde have taget alle tre point.

Ærgerlig Olsen: Forfærdeligt vi ikke vinder

Morten Olsen ærgrer sig meget over den manglende skarphed i lørdagens VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet.

Landstræneren roser spillerne kollektivt. Næsten alt gik bedre, end han havde turde håbe på, kun målene manglede i 0-0-kampen.

- Vi var ikke skarpe foran mål, og det er det, som får det gode spil op på tavlen. De to point, vi mistede, var vores egen skyld efter en god indsats af hele truppen, siger Morten Olsen.

- Du får ikke point for at spille godt, men når man ser på statistikken efter kampen og på det antal chancer, vi skaber, så er det forfærdeligt, at vi ikke vinder sådan en kamp. Vi havde aldrig regnet med, at vi skulle få så mange chancer, siger Morten Olsen.

Den normale frontangriber Nicklas Bendtner var ude med karantæne, og Morten Olsen satsede i stedet på et par unge FC København-spillere.

Fra start fik Nicolai Jørgensen chancen, mens han i kampens sidste fase blev erstattet af klubkammeraten Andreas Cornelius, der dermed fik sin debut på det danske landshold.

- Cornelius kommer ind med gåpåmod og noget fysik, og det er meget, vi kan tage med fra denne kamp, men jeg er skuffet over, at vi ikke fik mere ud af den første kamp, siger Morten Olsen.

- Når modstanderen står så lavt, er det svært at skabe chancer, og når du så skaber 8-10 chancer i sådan en kamp, så skal du vinde.

Morten Olsen slog en krølle over de brændte chancer; der er en årsag til, at nogle spillere koster 50 millioner kroner, mens andre er næsten gratis.

- Og der ligger en fejlmargin, som vi skal have rettet så hurtigt som muligt, siger Olsen.

Danmark spiller de næste VM-kvalifikationskampe i oktober, hvor der venter to svære udekampe i løbet af fem dage mod Bulgarien og Italien.

Allerede på tirsdag er der igen kampe i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe, her vil alt andet end tre sikre point være en skandale for Italien, der får besøg af Malta, mens Bulgarien får besøg af Armenien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.