Ærgerlig oppositionspolitik

Sagen om Muhammed-tegningerne er den største udenrigspolitiske udfordring for Danmark i de sidste mange år. I store dele af verden arbejder det danske diplomati på højtryk for at dæmme op for konflikten.

Og i København har statsministeren, udenrigsministeren og deres embedsmænd lagt alt andet til side for at få Danmark helskindet ud på den anden side af krisen. Det er en indsats, som vi alle bør bakke op om. Ikke fordi sagen ikke skal undersøges. For selvfølgelig skal den det. Vi skal diskutere alle aspekter og hjørner i sagen. Men ikke lige nu og her. I visse dele af verden er medier og aktivister parate til at udnytte - og i værste fald fordreje - de signaler, der kommer fra Danmark. Det har vi fået demonstreret med al tydelighed i den seneste tid Derfor er det også utroligt glædeligt, at de fleste partier i Folketinget har lagt angreb, taktik, fnidder og drillerier til side for en tid. Det giver arbejdsro for regering og diplomater. Og det sikrer, at der ikke kommer en masse forskellige signaler fra Danmark, der kan misbruges til at holde konflikten i kog. Men lige så trist er det, at et enkelt parti ikke kan holde sig i skindet bare for en kort tid. Igennem hele Muhammed-sagen har Socialdemokraterne haft svært ved at ud finde ud, hvilke ben de skal stå på. Hverken Helle Thorning Schmidt, Mogens Lykketoft eller Svend Auken har formået at holde borgfreden, men har i stedet brilleret med en række bagkloge udfald mod regeringen. Og forleden var det så Poul Nyrup Rasmussen, der simpelthen måtte gøre opmærksom på sig selv. I et stort læserbrev i den internationale avis European Voice udtrykker Nyrup sin forundring over den måde, regeringen har klaret Muhammed-sagen på. Det er en noget sælsom oplevelse vi er vidne til. Jeg er næppe den eneste, der kommer til at tænke på, hvordan Nyrup slæbte sig igennem Rushdie-sagen, da han var statsminister. Poul Nyrup Rasmussen mener, at hvis bare Anders Fogh Rasmussen havde taget mødet med de 11 ambassadører, så var krisen nok gået i sig selv igen. Mon dog. Det mest ærgerlige er, at Nyrups bedrevidende udfald mod regeringen sker i et læserbrev. Man kunne tilgive det, hvis kritikken faldt efter et spørgsmål fra en journalist eller i en debat. Men den slags er der ikke tale om. Nyrup har - midt i krisen - af egen drift valgt at indrykke sit debatindlæg i en international avis. Det er en køn form for hjælp. Det er en primitiv oppositionspolitik, som jeg er sikker på, at danskerne gennemskuer.

Breaking
Første danske OL-guld i Tokyo
Luk