Ærkerival skal spolere Sviatchenkos perfekte efterår

Celtic har ikke tabt i ligaen denne sæson, men statistikken kan Rangers ødelægge på årets sidste dag.

Rangers v Celtic - William Hill Scottish Cup Semi Final Foto: Reuters/Russell Cheyne

Rangers v Celtic - William Hill Scottish Cup Semi Final Foto: Reuters/Russell Cheyne

Den danske landsholdsspiller Erik Sviatchenko kan med al sandsynlighed fejre sit andet skotske mesterskab med storklubben Celtic ved sæsonens udgang.

På årets sidste dag kan Sviatchenko og Celtic sætte flueben ved en anden milepæl, hvis det lykkes at få point på udebane mod ærkerivalen Rangers FC i det 404. Old Firm-opgør.

Får Celtic point, vil klubben være gået ubesejret gennem efterårets tyve kampe med 18 eller 19 sejre til følge. Forspringet ned til netop Rangers på andenpladsen vil i så fald være 16 eller 19 point.

Forspringet er så stort, at Celtic kan besøge Ibrox Stadium uden noget pres, mener Celtics anfører, Scott Brown.

- Det vil ikke være verdens undergang, hvis vi taber, selv om vi skal forsøge at bevare vores ubesejrede stime så længe som muligt.

- Vi har et ret stort forspring, og vi skal tage derhen og nyde at være en del af det, siger Celtic-anføreren ifølge AFP.

Det er over fire år siden, at Celtic sidst besøgte Ibrox i ligasammenhæng. I 2012 gik Rangers konkurs og blev tvangsnedrykket. Da klubberne mødtes på Celtic Park i september, vandt hjemmeholdet 5-1.

Selv om Celtic er stukket af i tabellen, skal man ikke tage fejl af kampens vigtighed for Rangers.

Det bliver nemlig ikke større, siger Rangers-angriber Martyn Waghorn.

- Vi går ind til et af de største lokalopgør, der findes i fodbold. Hvis man ikke er motiveret af det i sig selv, har man et problem.

- Det er den største kamp i Skotland. Alle spillere vil være en del af den, og alle fans vil gerne se den fra lægterne, siger Waghorn.

Kampen begynder klokken 13.15 dansk tid, og Erik Sviatchenko formodes at være blandt spillerne i startopstillingen. Danskeren scorede onsdag sit første sæsonmål i Celtics 2-0-sejr over Ross County.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst