Ærkerivaler i tidlig tænding

Ishockeyklubberne i Frederikshavn og Aalborg får hele seks indbyrdes dueller i grundspillet - den første i aften

Ishockey 19. september 2003 06:00

NORDJYLLAND: Ishockeysæsonen er knap skudt i gang, før de to nordjyske aktører og ærkerivaler i landets bedste række, Frederikshavn IK og AaB Ishockey, i aften tørner sammen i det første af hele seks indbyrdes dueller i grundspillet. Og bare to kampe inde i turneringen er der dømt tidlig tænding i de to naboklubber. Flotte præstationer hos begge mandskaber i sæsonens første opgør har sendt dem op på de to første pladser i Isligaen, og den position giver de ikke frivilligt fra sig. Slet ikke i et lokalopgør, garanterer energibundterne, konkurrenterne og landsholdskollegerne Mike Grey fra FIK og Bo Nordby Andersen fra AaB Ishockey. - Vi vinder opgøret mod AaB, fordi vi har den største vilje og det bedste hold, skryder Mike Grey før første fløjt i Frederikshavn Isstadion i aften. I sidste sæson havde Aalborg-mandskabet for alvor krammet på FIK. 11 af 12 point havnede i Aalborg, og den statistik holder Bo Nordby Andersen gerne fast i. - Kampene mod FIK er de sjoveste i hele sæsonen, og spiller vi, som vi har gjort i de to første kampe, så er der også store chancer for, at vi napper alle point denne gang. Ellers skal FIK dæleme være gode, replicerer Bo Nordby Andersen. Han peger på flere faktorer, der har været med til sikre AaB Ishockey sejre i sæsonens to første kampe mod Odense IK og Rødovre. Ikke mindst den kolossal lettelse, han og holdkammeraterne føler over, at ishockeysporten i Aalborg er kommet ind under AaB's vinger. - I AIK-dagene var vi aldrig sikre på, om vi fik løn til den 1. Nu behøver man ikke længere spekulere over, om der er et lille overtræk på kassekreditten. Lønnen kommer, og dermed kan vi spillere fokusere på det, vi skal - nemlig at spille ishockey, konstaterer den 24-årige pædagogmedhjælper med deltidsjob i en fritidsordning i Klarup. I Frederikshavn pointerer Mike Grey, at han og holdkammeraterne er klar til at give ærkerivalerne en varm velkomst. Den nye cheftræner Olaf Eller har ikke gjort sin entré uden at sætte fingeraftryk. - Formen har nu aldrig fejlet noget, men i år er vi i virkelig god form. Samtidig har vi fået en masse humør ind i truppen. Lokalopgør vinder det hold, der har den største vilje på dagen. Og det har vi. For vi har revanche til gode, lyder det sammenbidt fra Mike Grey.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...