Ærlig Magnussen-kollega: Vi er langt fra Mercedes

Formel 1-fans skal ikke forvente, at McLaren i weekenden kan bide skeer med Mercedes. Måske senere på sæsonen.

Ingen af de øvrige teams i Formel 1 har været i nærheden af Mercedes i denne sæson. Mercedes har vundet samtlige løb, og Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg er efter fire løb meget langt foran konkurrenterne.

Og det billede ændres næppe i weekenden, hvor Formel 1-feltet begynder på den europæiske del af sæsonen, når der køres ræs i Barcelona. I hvert fald ikke, hvis man spørger danske Kevin Magnussens kollega hos McLaren - Jenson Button.

- Vi er langt efter Mercedes, men vi er med i en god lille gruppe på fem teams. Vi er ikke bekymrede i forhold til senere på sæsonen, for vi kan mærke, at vi udvikler os hurtigere end de fleste teams, siger Jenson Button forud for grandprixet i Spanien.

- Vi tilføjer forbedringer til bilen hele tiden, nogle større end andre, men jeg tror, at det for alle hold vil være en stor opgave at finde et sekund i løbet af de næste løb. Og det er endda, hvis Mercedes ikke rykker sig, hvilket ikke sker. Det bliver hårdt, det må vi være realistiske omkring.

Kevin Magnussens teamkollega afviser ikke kategorisk muligheden for, at et eller flere andre hold kan indhente Mercedes, men sker det, bliver han imponeret.

- Nogen vil måske levere over evne, og vi ser måske i løbet af to-tre løb, at vi er i stand til at kæmpe med dem, men det vil være meget imponerende, hvis noget andet hold er i stand til det, siger Button.

Fredag træner Button, Magnussen og alle de andre kørere to gange i Barcelona. Lørdag trænes en gang mere, inden der køres kvalifikation. Selve løbet køres søndag med start klokken 14.00.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst