Ærlig snak fra førsteguitaristen

"Livet"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Guitaristen Keith Richard anno 1977- narkomisbruget begyndte at sætte sine spor. Arkivfoto: Jan Persson

Det er en fuldstændig rablende, hylende morsom, dybt alvorligt og samtidig ganske ærlig, anderledes historie du her får om det, som mange har kaldt verdens største rock'n'roll band. The Rolling Stones. Uden guitarist Keith Richards karakteristiske, kantede riffprægede spil og forsanger Mick Jaggers tekstskriveri havde vi ikke fået klassiske rocksange som "I Can't Get No Satisfaction", "Street Figthing Man", "Honky Tonk Women", "Gimme Shelter" "Start Me Up", og hvad de alle sammen hedder. Her får du historien fortalt af rockdinosauren, Keith Ricards, selv til den amerikanske forfatter Jamie Fox. Det er Keith, som er i centrum, det er hans stemme og hans skånselsløse erindringer, som både giver dig manden samt et fantastisk portræt af dengang rocken var ung og uskyldig. Bogen bliver indledt med en forrygende beskrivelse ganske i stil med gonzo-journalisten Hunter S. Thompson om dengang Richards og medguitaristen Ronnie Wood blev anholdt i 1975 i en spritny, knaldgul Chevrolet. På vej til job i Dallas, stofpåvirkede og med bilens paneldøre proppet med coke, hash og piller. Ikke særligt heldigt ,når du befinder dig midt i sydstaterne. Der var erklæret fri jagt på de frygtede samfundsomvæltende Stones, og amerikansk politi ville gøre hvad som helst for at knalde "disse små bøssede englændere". Det er et grotesk og vanvittigt skuespil, vi her er med til at overvære, og åbningskapitlet slår hele bogens rablende grundtone an. Så følger den biografiske skildring. Fra dengang lille Keith nær var blevet offer for Hitler-Tyskland, da et par mursten landede i hans tremmeseng efter et bombeangreb over 60'ernes hippietid til vore dage. Manden har det, hvor utroligt det end lyder, når man tager hans massive narkomisbrug i 70'erne i betragtning, godt i dag. Fylder 67 år her 18. december og lever meget af tiden i sin Jamaica-villa sammen med sin nuværende kone med hvem, han har to nu voksne døtre. Vi får det hele at vide. Fra dengang bandet blev dannet, og Stones boede i et koldt gammelt hus, hvor de øvede, øvede og øvede fra tidlig morgen til de faldt om på gulvet om aftenen. Blues som det blev spillet i Chicago, Muddy Waters, Jimmy Reed og Howlin' Wolf. De få klubjobs gav næsten ingen penge, så tiden gik også med at stjæle mad. Så kom gennembruddet med den første hitsingle, et Chuck Berry-nummer "Come On" og senere egne sange. Stones blev hurtigt big business. Du kommer til at holde af piratguitaristen, som skuespiller Johnny Depp lånte sine bevægelser og talemåde fra, da han skulle spille kaptajn Sparrow i "Pirates of The Caribbean". Her er ærlig snak lige ud af landevejen om karrieren, kvinder, sangskriveri, sex og kærlighed, stoffer og sprut, og hvordan du stemmer en guitar, så den får den særlige åbne stemning, der er udgangspunkt for nogle af Stones' allerstørste træffere. Her er altid plads for en saftig detalje, en god anekdote eller en præcis iagttagelse af, hvem der er det største røvhul i omgangskredsen, som helt selvfølgeligt hurtigt kommer til at tælle datidens kendte musikere, kunstnere og hele societyslænget, der gerne ville hænge ud med de slemme "rullesten". Sjovt er det, men også forstemmende og trist som dengang Keith var så langt ude i narkomisbrug, at han tog sin mindreårige søn med på turne, og hvor denne sørgede for at få ham på scenen, når han skulle spille eller holdt ham vågen, når de kørte bil på vej fra et musikjob til et andet. Det er rock'n'roll life, det er myte, og vil du vide, hvorfor Keith på et tidspunkt kom til at hade Sir Mick Jagger så inderligt, er det bogen, du ikke kan komme udenom. Men ellers er det en ganske fascinerende og utrolig historie om et ganske usædvanligt menneske, der blev forelsket i blues og guitarspil, og som foretrækker at gå i seng med sidstnævnte sexstrengede, hvis der ikke er attraktive kvinder inden for rækkevidde. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Keith Richards: "Livet" 624 s., ill., 350 kr. Lindhardt & Ringhof.

Forsiden