EMNER

Ærlighed - den oversete dyd

Morten Albæk mener at ærlighed skaber respekt - og at den er nødvendig for engagerede medarbejdere.

Morten Albæk arbejder til daglig som chef for Danske Banks afdeling for idéudvikling og kunderelationer - og er også det skæve element i bestyrelsen for HP Gruppen i Harken.

Morten Albæk arbejder til daglig som chef for Danske Banks afdeling for idéudvikling og kunderelationer - og er også det skæve element i bestyrelsen for HP Gruppen i Harken.

Da 32-årige Morten Albæk for halvandet år siden blev inviteret ind i bestyrelsen for HP Gruppen, blev han nysgerrig. For han vidste jo intet om byggebranchen, og hvad skulle han monstro kunne bidrage med. Men indehaver og direktør Søren Pedersen stod på sit, og efter nogle samtaler, begyndte Morten Albæk at kunne se ideen - hvis de virkelig gerne ville have skæve input i entreprenørvirksomheden, ja, så skulle de sandelig også få det. Og det kunne jo også være, at han selv blev klogere. - I forvejen havde HP Gruppen al den entreprenørekspertise de skulle bruge ligesom godt købmandsskab simpelthen ligger i virksomhedens DNA. Så på de områder havde jeg intet at lære dem, men alene noget at lære af dem. Til gengæld savnede de inspiration på det strategiske område, og det var her, jeg skulle bidrage, siger Morten Albæk. Kig på mennesket En af de ting, Morten Albæk har argumenteret for i bestyrelsen, er måden at angribe nye projekter på. - Når man skal udvikle sin forretning skal man i mindre grad kigge på, hvad man laver af produkter i dag og i højere grad kigge på den mentale, sociale og kulturelle udvikling hos de mennesker, der skal købe ens vare og ydelser i morgen og i fremtiden. Den kompetente virksomhed ser sine kunders nye behov før konkurrenterne og evner at tænke nye produkter, der matcher de selv samme behov, siger Morten Albæk og nævner som eksempel de relativt nye kollektiver for ældre mennesker. - Hvis man havde tænkt i de baner for 25 år siden, ville man nok være blevet stemplet som ubegavet. I midten af 80'erne var det at bo i kollektiv gået af mode - nu skulle man have parcelhus eller en bylejlighed at muntre sig i. Men i takt med at flere og flere lever som single eller bliver skilt uden at eje ambitionen om at leve alene, er behovet for en ny slags huse opstået - med baggrund i en sociologisk udvikling og ikke fordi der er opfundet et nyt vaterpas. Og det er den slags forretningsmuligheder, man med fordel kan tænke over i byggebranchen, siger han. Dermed har han også præsenterer måden han selv arbejder på i Danske Bank. Her er han direktør for en afdeling på 40 medarbejdere, som arbejder med kundefokus og innovation - med det formål at styrke Danske Banks image og relationer til både kunder og omverdenen generelt. Gode, gammeldags dyder Morten Albæk er som nævnt 32 år. En ung mand med fart på karrieren, som netop er skiftet fra barnesko til en voksen løbesko. Men alligevel stammer hans opfattelse af god moral og etik fra en næsten svunden tid. Han tror på socialt ansvar i privatlivet og på arbejdspladsen, på at forældre skal opdrage deres børn ordentligt, på at enhver ikke er sig selv nærmest og på at man ubetinget kommer længst (og nogen steder overhovedet) med ærlighed. - Det plejer at være forældregenerationen, der har patent på at revse deres børns generation - men jeg mener at vi er gamle nok til at reflektere over os selv og derfor revser jeg min egen generation, siger Morten Albæk, som henviser til sin egen opdragelse, der netop satte streg under de gamle dyder. - Der er nogen dyder, som er evigt gyldige - som f.eks. ærlighed og ansvarlighed. Og de dyder mangler mange moderne, yngre mennesker, siger han. - En ny international undersøgelse har netop vist, at vi danskere er de lykkeligste i verden. Men samtidig bliver vi mere og mere stressede, ensomme og deprimerede. Det hænger simpelthen ikke sammen, og tyder i bund og grund på, at der er noget galt et eller andet sted i ligningen. Min tese er, at vi ikke er ærlige overfor os selv og vores medmennesker om hvordan vi har det med de liv vi lever. I stedet har etableret et kollektivt glansbillede, hvor vi bare løber rundt og siger til alle, der gider høre, at her går det godt og vi er ih åh så lykkelige. Problemet er bare, at det er vi slet ikke, siger Morten Albæk. Den oversete dyd Et af de emner, som Morten Albæk ofte og gerne har debatteret i offentligheden, er begrebet ærlighed. Her plæderer han for en næsten ubetinget ærlighed - også selv om den kan være besværlig og blive betragtet som uhøflig. - Mange ledere snakker i deres higen efter at fastholde og tiltrække arbejdskraft deres medarbejdere efter munden og bekræfter dem i, at de har et kæmpe potentiale og store udviklingsmuligheder i virksomheden - og det selv om langt de fleste medarbejdere er helt almindelige og gennemsnitlige individer, som yder et godt stykke arbejde til hverdag, men som er kendetegnet ved sagtens at kunne erstattes. Det kan man som leder lige så godt få formuleret fra starten - alt andet skaber falske forhåbninger om forfremmelse og lønforhøjelse. Folk som bare venter på en forfremmelse og en lønforhøjelse er ikke til stede i nuet og fokuserer ikke ordentligt på de foreliggende opgaver. Og det er ikke til gavn for hverken medarbejderne selv eller virksomheden, siger Morten Albæk, som altså selv sætter sin ærlighed ind på at give Søren Pedersen og HP Gruppen noget at tænke over. Til forhåbentlig fælles bedste.