Ærlighed fremfor korrekthed

Folketingskandidat Vagn Kvist (R) bekymrer sig (21.12.) over, hvordan mit politiske "bagland" vil reagere på mine synspunkter om, at demokratiet faktisk kan vinde ved den forestående kommunalreform.

Jeg kan meddele Vagn Kvist, at mit politiske bagland blandt andet tegnet ved min solide kredsbestyrelse efter min bedste overbevisning helt og aldeles består af personer, som foretrækker, at man siger sin mening frem for at holde sig til den kvælende politiske korrekthed, som i den grad er blevet kendetegnende for Vagn Kvist og ligesindede. Hvis Vagn Kvist og hans parti virkeligt mener, at små enheder pr. definition altid er mere demokratiske end større, så kan det undre, at partiet satte sig til forhandlingerne om ny struktur i foråret. Det var nemlig allerede fra start givet, at regeringen lagde op til større og stærkere kommuner, som skal tage sig af en række flere opgaver. Derfor er Vagn Kvists indlæg så fuldstændigt selvmodsigende. Hvis de små enheder skulle være så meget bedre, kunne det radikale venstre på samme ærlige vis som Kristendemokraterne have sagt nej tak til større kommuner og dermed nej tak til forhandling. Det gjorde partiet imidlertid ikke. Vagn Kvists indlæg kan således alene tolkes som valgtaktik. Kommunalreformen vil faktisk kunne medvirke til mere demokrati. En række opgaver flyttes til kommunerne, der bliver større klarhed over, hvem der har kompetencen, og de større og stærkere kommuner vil blive mindre sårbare overfor uforudset udgifter end de helt små kommuner er det i dag. Jeg bruger i NORDJYSKE 19.12 eksemplet med små skoler. Små skoler kan i nogle tilfælde være den rigtige løsning. I andre ikke. Der er givetvis mange lokale hensyn at tage, men det ændrer ikke på, at hensynet til den enkelte elev i nogle tilfælde kunne stå stærkere. For så vidt, at man kan regne med undersøgelser, så er det entydigt konklusionen, at små skoler har vanskeligt ved at løfte den faglige opgave. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt at lade de små elever gå i en mindre lokal skole for derefter at flytte til en større, hvor der er større grad af mulighed for at lade eleverne undervise af lærere med speciale inden for de enkelte fag. I andre tilfælde, hvor elevgrundlaget er blevet for spinkelt kan det være fornuftigere at flytte eleverne sammen på en større skole. Dette er alene en kommunal beslutning. Beslutninger af denne karakter vil altid være hårde at træffe uanset politisk observans og uanset, at det ikke berører den enkelte poltikers bagland. Problemet opstår imidlertid i situationen, hvor man har så små kommuner, at den enkelte beslutning for et givent lokalområde personificeres med den enkelte politiker, der dermed stækkes i sine beslutninger. Som parallel kan man nævne folketingspolitikerne, som vælges af og repræsenterer et område, men som samtidigt skal tage landspolitiske hensyn. Dette kan faktisk kun lade sig gøre, fordi det er almindeligt accepteret i befolkningen, at vi også af og til må lægge stemmer til beslutninger, som lokalt kan opfattes som uhensigtsmæssige. I større kommuner har den enkelte politiker også større råderum, da man ikke lige netop kan sætte ansigt på de 50 stemmer, som gav én mandatet. Demokrati er en diffus størrelse, der er mange definitioner, men ingen absolut. I politologiske kredse anvendes Robert A. Dahls definition på politik imidlertid ofte. Dahls definition er, at "politik er den autoritative fordeling af goder", tilslutter man sig denne definition, ja, så er det også meget betænkeligt, at et meget præcist lokalt udgangspunkt kan være afgørende for ens stillingtagen, da man dermed tager "goderne" fra et andet område, som måske ikke er direkte repræsenteret. Ydermere vil større og stærkere kommuner ikke være så sårbare overfor uforudsete udgifter. Den lille kommunes økonomi kan praktisk talt vælte, ved blot små udsving i udgifterne. Det er muligt, at borgerne kender dem, der sidder i byrådet, men hvad nytter det, hvis politikernes handlemuligheder i forhold til budget er så begrænset, at end ikke de selv har nogen indflydelse? Desuden er demokrati vel også, at man til fællesskabets bedste samarbejder og træffer fornuftige beslutninger, der rækker ud over et lillebitte område. Det gælder ikke mindst erhvervsområdet, hvor hver kommune med respekt for sig selv i dag har en erhvervschef. De vil i brede kredse ofte blive målt på, om det er lykkedes dem at tiltrække nye arbejdspladser til lige netóp den kommune, hvor de er ansat, mens det, der i virkeligheden er brug for, er at tiltrække arbejdspladser til området som helhed. I dag uddelegerer mange byråd kompetence til ikke direkte folkevalgte fora, hvor fører det demokratiet hen? Ansvaret bliver diffust og borgerne kan have svært ved at gennemskue nøjagtigt hvem, der har truffet beslutning. Uanset kommunestørrelse, regioner og stat er forudsætningen for demokrati, at borgerne kan blive hørt og at de kan kontakte de ansvarlige. Igennem de år, jeg har haft plads i folketinget, er jeg blevet kontaktet af en lang række personer. Mit udgangpunkt er, at jeg tager sagen op, hvis jeg er enig i kritikken, der er fremført. Det gælder uanset om det er rykkergebyrer, om det er Fosdalens overlevelse, om det er midler til efteruddannelse eller ja, det der i korthed er afgørende er, at jeg kan se det fornuftige i sagen, at ændringer vil medvirke til forbedringer, at det kan hjælpe i Nordjylland uden at ødelægge noget for andre, men min motivation er aldrig at sikre mit genvalg. Det gælder også, når jeg udtaler mig til pressen. Derfor skyder Vagn Kvist også fuldstændigt forbi, når han med slet skjult fryd glæder sig til at se mine vælgeres reaktion. Mine vælgere har et frit valg, de skal vide, hvad de stemmer på. Det er en ærlighed, som Vagn Kvist kunne lære lidt af, da han med sit indlæg tager afstand fra en kommunal udvikling, som hans eget parti i vid udstrækning har bakket op om, selvom vi ikke kunne blive enige om alle detaljerne.