- Ærlighed gør dig fri

- Du er et frit menneske, hvis du fortæller tingene, som de er, siger Diana Benneweis.Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto

- Du er et frit menneske, hvis du fortæller tingene, som de er, siger Diana Benneweis.Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto

Diana Benneweis, du har gennem to bøger valgt at fortælle offentligheden om dit liv. Om alt fra psykisk sygdom til aktiv dødshjælp til din far. Hvorfor har du lyst til at indvie andre i så private sager? - Efter jeg blev syg, fandt jeg ud af, hvor tabuiseret og angstfyldt vores forhold er til psykiske sygdomme, og man kan sige, at mine bøger er et forsøg på at legalisere det at være syg i sindet over for offentligheden. Men der gik jo næsten fem år, før jeg havde modet, og så meget styr på min egen sygdom, til at kaste mig ud i det. Inden da var jeg blevet opfordret til at skrive mine erfaringer ned utallige gange, men hovedet på sømmet var, da en veninde sagde, at hvis jeg bare kunne hjælpe én med min historie, så var det det værd. Og så gjorde jeg det og skal da indrømme, at jeg var rædselsslagen for følgerne. - Siden hen har jeg jo fundet ud af, hvor megen frihed, der er forbundet med at være ærlig. Du er et frit menneske, hvis du fortæller tingene, som de er, fordi ingen kan få krammet på dig, og fordi ingen kan overraske dig. Afsnittet i bogen “Livet bliver ikke genudsendt”, hvori du beskriver, hvordan du gav din far morfin, var ved få meget håndfaste konsekvenser for dig. Har du siden hen fortrudt din åbenhjertighed? - Det kan du bande på, jeg har. Det er dybt ubehageligt at blive hængt ud på forsiden af aviserne, og jeg gik ned på det. Jeg blev simpelthen syg af det, og i den periode, det stod på, fortrød jeg bittert, at jeg havde skrevet om episoden. - Det, der har holdt mig oppe og fik mig ud på den anden side, er de mellem 300 og 500 henvendelser, jeg har fået fra folk, der har bakket mig op og støttet mig i, at det var det rigtige, jeg gjorde, og i dag fortryder jeg intet. Det var en barmhjertighedsgerning over for min far, og jeg ville derimod have fortrudt, hvis jeg ikke dengang havde modet til at gøre, som jeg gjorde.