Aerobic, linedance og tæppecurling

God tilmelding til hold i gymnastikforeningen

Rold 27. september 2002 08:00

Der er alt fra aerobic til ældregymnastik for mænd på holdet 60 Watt og tæppecurling på programmet hos Aalestrup Gymnastikforening, der netop har taget hul på endnu en sæson. Der meldes om god tilmelding til langt de fleste hold, men har man endnu ikke nået at tilmelde sig, er der stadig ledige pladser. Især i ungdomsafdelingen. I år er der endda et par nyheder. Det er endelig lykkedes at finde en aerobic-instruktør, Rikke Rold Nielsen, og hele 25 unge piger og kvinder var mødt op til premieren på Aalestrup Realskole forleden. Et andet nyt tiltag er linedance, en aktivitet der bliver stadig mere populær. Her underviser Irene Sødinge, og hun kunne i sidste uge byde velkommen til hele 26 aktører på dette hold. Ellers byder gymnastikforeningen på hold og aktiviteter for langt de fleste aldersgrupper. Lige fra de helt små, som sammen med mor eller far kan være med til forældre-barn gymnastik til de ældre medborgere, både mænd og kvinder. Tæppecurling er en aktivitet, der blev introduceret i fjor, efter at gymnastikforeningen var blevet tildelt midler fra såvel Knaberfonden og projekt Motion For Sjov i Viborg Amt. Har man lyst til at være med til tæppecurling, som minder en del om curling på is, dog uden is og kost, kan man få chancen, når der om kort tid oprettes hold op på Aalestrup Skole lørdag eftermiddag. Tæppecurling henvender sig til alle aldersgrupper, ikke mindst ældre medlemmer eller forældre, der gerne vil hygge sig sammen med deres børn. Iøvrigt har Aalestrup Gymnastikforening ordinær generalforsamling i Knabergaarden mandag 21. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...