Æseltræf på Verdenskortet

På lørdag 12. juli holdes atter æseltræf på Verdenskortet ved Klejtrup. Træffet kører fra klokken 10 til 18 og arrangeres af foreningen “Aktive Æselvenner” og Verdenskortet. I løbet af dagen holdes auktion over modtagne effekter, hvor beløbet ubeskåret går til ”Aktive Æselvenner”. Endvidere er forskellige boder åbne dagen igennem. Der afvikles også “æsellege” som stoledans, forhindringsbane og ride- og køreture med æsler. Som nyt i år præsenteres rideopvisning på æsler. To ryttere vil vise, at æsler ikke bare er nogen, man trækker tur med, men at man også kan ride ”rigtigt” på et æsel. Verdenskortets egne æsler, Oda og Stine, er selvfølgelig også at hilse på. De fremviser stolt deres to føl, Cliff og Elvis, som er fra 12. og 14. juli.