....af ældre model

De ikke helt unge kan endnu - og lagde godt fra land under torsdagens tyvstart på Skagen Festival. Læs anmeldelse

Skagen Festival, Skagen Kultur- og Fritidscenter torsdag aften Kjeld Thorbjørn og Den Anden Ungdom, Nalle and his Crazy Ivans, Åge Aleksandersen & Band. Så kom man da i gang, kan man sige. Og helt skidt var det vel heller ikke. Med andre ord, så var det faktisk ret godt, det der løb over scenen i Skagen Kultur- og Fritidscenter torsdag aften, da festivalen lagde fra land. Aftenens clou - i hvert fald for dem, der ikke kendte hemmeligheden - var uden tvivl Nalle & his Crazy Ivans. Væk er Gode gamle fru Olsen, tilbage er kærligheden til den klassiske blues, roots og rock'n'roll, der flød fra scenen i stride strømme - sendt af sted af et meget veloplagt band med Ivan Sand på akustisk guitar, Henning Kaae på elektrisk rockspade og Dion Egtved på bas. Den eneste mindre smutter i sættet var efter undertegnedes mening Springsteens Jersey Girl; den manglede bossens stemme, et 30.000 stemmers kor og en masse lightere. Men det er måske bare mig. Nørhalne Inden Nalle gik på havde Kjeld Thorbjørn og Den Anden Ungdom åbnet ballet og endda pr. konferencier koketteret lidt med, at de ikke havde tænkt sig at fedte for publikum. Meen - lidt fedtet blev der nu altså, for selv om at par af sangene fra "Den der med ham der fra Slåbrock Band" fik lov til at åbne sættet, så var der mere end én publikummer, der var kommet i håb om at høre nogle af de gamle numre. Ingen blev skuffede, vel omkring halvdelen af sættet var fra dengang, så der blev plads til både Truckdrøwe Mand, To gears Disella, Jagten går ind og Nørhalne. Så bliver det ikke bedre, når man samtidig bliver underholdt af Thorbjørn mellem numrene - eller var det omvendt, at der blev spillet lidt musik mellem skrønerne... ? Lidt mat publikum Det eneste problem var egentlig publikum - selv om både Thorbjørn og Nalle arbejdede ihærdigt for sagen, så kom salen aldrig helt med. Måske var det bordarrangementet, der lagde en dæmper på tingene, måske hører blues bare mere hjemme på en lille tilrøget scene og Thorbjørn mere hjemme i et markedstelt et sted i Vendsyssel - eller måske var det bare fordi, Åge Aleksandersen var sidste mand med band på scenen. Det lå i hvert fald i luften, at den meget store norske delegation blandt publikum ikke rigtig var kommet for andet end den norske nationalmusiker. Og da han først gik på, så fik festen da også frit løb blandt dem, der stadig kunne stå på benene.