AF: - Ikke mange lokale akademikerjob

Arbejdsmarked 28. februar 2003 07:00

LØGSTØR: Hos Arbejdsformidlingen i Aars, der dækker kommunerne Aars, Farsø og Løgstør, modtager medarbejderne ikke mange forespørgsler efter medarbejdere med en akademisk uddannelse. - Der er langt imellem, vi får forespørgsler på denne kategori af medarbejdere. Der er så vidt jeg ved ikke mange job for dem i de tre kommuner, som vi dækker, fortæller virksomhedskonsulent Kaj Sørensen. - Mange virksomheder vælger desuden selv at søge medarbejdere gennem annoncer og via internettet, tilføjer han. 1. januar trådte nye bestemmelser i kraft for ledige. De skal nu på AF's hjemmeside oprette en side, hvor de fortæller om deres uddannelse og kvalifikationer. - Her kan arbejdsgivere søge efter medarbejdere med bestemte kvalifikationer, ligesom de kan placere oplysninger om ledige jobs i virksomhederne. Det er så muligt for både de ledige og virksomhedslederne at kontakte hinanden elektronisk for at undersøge om job og kvalifikationer matcher hinanden, fortæller Kaj Sørensen. Alt dette foregår uden at virksomhedskonsulenterne hos AF indblandes. - Dette system er først nu ved at komme på plads. Vi er stadig i den spæde opstart med denne åbne formidling via internettet. Kaj Sørensen fortæller, at AF gennem aviser og internet søger oplysninger om ledige job i lokalområdet. - Disse job placerer vi også på nettet, så vore oplysninger kan blive så dækkende og fyldestgørende som muligt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...