Turisme

Af sted for at blive væk i den svenske vildmark

Karl Otto Nicolajsen fra Hjørring har i 12 år taget på kanoferie i Sverige med venner - for i vildmarken er det simple ting, der tæller

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Medlemsbeviset fra Vendsyssel Vandvittige Kanoforbund fortæller sin egen historie om de mange kanoture - hvor vellykkede de var, hvem der var med, og om det f.eks. regnede, eller der var mange myg.

Egentlig ville han holde pause i år. Sommeren skulle bruges i det nyligt indkøbte sommerhus. Det havde han lovet sin kone. - Meeeeeen. Sætningen stopper inden, den for alvor er kommet i gang. Forklaringen bliver hængende i luften, men meningen er klar - Karl Otto Nicolajsen skal alligevel på mandeferie i Sverige - også denne sommer. - Min søn blev virkelig arveberettiget, da han kom og spurgte om ikke godt, vi kunne tage af sted, forklarer han. De seneste 12 år har det været en fast regel, at uge 29 bliver brugt på at sejle i kano med skiftende grupper af venner eller hans yngste søn. En rigtig mandetur med bål og overnatning i telt, og helst derude i den vilde natur, hvor selv mobiltelefoner må opgive at følge med. Det var en avisartikel, der inspirerede ham til projektet midt i 1990'erne. Godt nok havde den nu 64-årige erhvervskonsulent ved Aalborg Kommune allerede besøgt Sverige flere gange og været på storbyferier og almindelige familieferier, men han havde ikke lige forestillet sig, at han skulle blive bidt af en gal kano. - Men vi tog af sted, og det var en tordnende succes. Det var bare ufatteligt meget mig. Stjerne og dødningehoved Én kanoferie førte til en anden, men også til fødslen af Vendsyssel Vandvittige Kanoforbund. En klub eller loge for de mænd, som gennem årene har været med på en eller flere af de indtil videre 12 ture. En klub, som er ganske for sjov, men også lidt for alvor, og i hvert fald ganske komplet med medlemsbevis i form af et lille rødt hæfte med tykt bind, hvor reglerne på side to minder om, at man blandt andet skal kunne lide øl, deltage i minimum ét planlægningsmøde og tage sin tørn med opvasken. På de følgende sider fortæller hjemmegjorte klistermærker om de foregående års ture. Tre stjerner. Fire stjerner. Turene har fået karakterer efter, hvor vellykkede de var, og små tegninger af f.eks. myg minder om markante oplevelser. Karl Otto Nicolajsen sætter fingeren ned ved et dødningehoved på mærket for 2002. En tur som kunne være endt grueligt glat. - En af kanoerne væltede, og vi mistede en del ting, og en af de andre slog sig temmelig meget. Bortset fra reglerne i medlemsbogen er der ikke faste rammer for turene. Årets rute bliver fastlagt efter, at man skal se noget nyt, og så skal der være et lige deltagerantal, for ulige tal gør sig ikke godt i kanoer med plads til to - ja og så ligger det fast, at man tager af sted i uge 29, for midt i industriferien kan også de selvstændige tillade sig at lukke ned. I år bliver alle regler dog brudt. For ikke alene skal Karl Otto Nicolajsen alene af sted med sin yngste søn, det skal også være nogle uger tidligere end normalt, for at få arbejde og ferie til at gå op. Mandehørm og øl Den 64-årige har altid været glad for friluftsliv, var spejder som dreng og har læst masser af bøger om opdagelsesrejsende og selv drømt om at gøre noget lignende. Allerede tidligt har han dog erkendt, at der næppe er de store opdagelsesmuligheder for en familiefar fra Vendsyssel, men turene i den svenske vildmark smager lidt af fugl. - Man kan sejle i flere dage uden at møde andre mennesker, og man har virkelig fornemmelsen af at være langt væk, siger han. Og mens spejderen er blevet en voksen mand, så er glæde ved at komme ud i naturen stadig lige stor - ikke at glemme fornøjelsen ved at bære på en stor kniv, en skarp økse og lave et bål. Det er mandehørm og en ferie, hvor man både bliver og er brugt. Hvor man får lov at arbejde for sagen og være rigtig træt om aftenen. I løbet af en uge bliver det til op mod 100 km padling. For den uerfarne er det måske svært at sætte i forhold til noget som helst, men det er rigeligt, forsikrer Karl Otto Nicolajsen. Ind imellem skal der trods alt også være tid til at stoppe op og udforske, hvad de kommer forbi. - Vi kigger på kortene og holder øje med, hvad der er. Besøger et museum eller undersøger en nedlagt gård, og vi er da også faldet over et par afsidesliggende svenske hjemmebrænderier, i hvert fald et af dem, havde været i brug for nylig, fortæller han. Sprit i form af øl indgår også i mandehørmen. På ingen måde druk for det er sikkerheden for vigtig til, men altid en eller anden sjov specialøl til hver aften. - Det allerbedste er, når man om aftenen finder en stor sten, hvor solen har varmet hele dagen. Så sidder man der og drikker en øl og snakker. Andre gange sidder vi også bare og tier stille. Nyder stilheden. Og når man er stille kommer dyrene frem. For at blive væk Netop stilhed og ro er gennemgående ord i Karl Otto Nicolajsens kanofortælling. For det er hele essensen i, hvorfor han er så fascineret af sine mange mandeferier i Sverige. - Vi tager vel egentlig af sted for at blive væk, siger han tænksomt. Væk fra en travl hverdag og kimende telefoner. For selv om de har mobiltelefon med af sikkerhedshensyn er det yderst sjældent den ringer, for dækningen er så dårlig, at et opkald ofte kræver, at man kravler op på en høj klippe. - Det er faktisk helt rart, når man kan se, at der ingen pinde er på displayet, så man ved, at den ikke kan ringe. Det er bare skønt at være væk på den måde. Medlemmerne i Vendsyssel Vandvittige Kanoforbund har over årene gjort sig masser af erfaringer om, hvad der er praktisk og rart. Og i takt med antallet af ture er udstyret blevet mere og mere raffineret. - Jeg begyndte med at pakke mine ting ned i en rygsæk, men sådan en bliver jo våd, så i dag bruger vi plastikkasser med låg. Vi har da også købt ordentlige dolke, økse, og jeg har skiftet soveposen ud. Man finder også ud af, at en sandal ikke bare er en sandal - alting skal jo tåle at kunne blive vådt, siger han, men afviser, at han bliver mere og mere magelig. Det er fortsat kun vennen Georg, som insisterer på at puste luftmadras op hver aften. Karl Otto Nicolajsen nøjes selv med et liggeunderlag. Og det har han tænkt sig at blive ved med. I det hele taget har han tænkt sig at blive ved. Også selv om tallene på dåbsattesten skulle begynde at tale projektet imod. Så længe helbredet vil, og sønnen eller vennerne vil med, tager han på den årlige tur til Sverige. - Det lyder utroligt banalt, men det er rigtigt - man er lykkelig, når det er de simple ting, der gælder.