Litteratur

Af stolthed bliver man kvinde

Selma Lagerlöf, verdens først kvindelige nobelprismodtager skrev eventyr fra Värmland

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den lyse salon på Mårbacka var stram og moderne og langt fra landlig i stilen på sin tid.

Alt mit verk skal leva efter meg, lyder det strunkt og stærkt, som var det en dronning, der talte til os. Stemningen er også royalt højtidelig, selv om stemmen skratter lidt i radiooptagelsen fra julen 1939 - den sidste jul, forfatterinden med meget mere Selma Lagerlöf oplevede, inden hun døde 16. marts 1940 her på hendes herregård Mårbacka. Da var hun næsten kongelig. Hun var den første kvinde og den første svensker, der fik Nobelprisen. Hun var også den første kvinde i Svenska Akademien, der uddeler prisen. Her kaldte hendes efterfølger Hjalmer Gullberg hende netop ”dronningen i vor litteratur” og ”den mest berømte kvinde i Sverige siden den Hellige Birgitta.” Sidstnævnte er der nok færre, der husker i dag, mens 150 års fødselsdagen for Selma i 2008 har sørget for, at alle svenskere i det mindste har fået genopfrisket hendes navn. Med god grund. Hun er den, der har givet dem stoltheden over deres forfædres fortællinger gennem sine egne slægtsromaner om folkene i Värmland. Samtidig løftede hun dem ud af folkloren ved selv at være en karsk nutidig debattør, der kæmpede for så rebelske sager som kvinders rettigheder og fred. Hun voksede op på Mårbacka, men da var det en simpel gård, som hendes far ødslede bort. Da hun selv kom til penge, købte hun gården tilbage. Lønnen for kunsten gik til jord, brædder og løn til de 14 familier, hun genansatte. Og lønnen gik til bøger. Til rejser, til brevpapir. Hun skrev og skrev. Ikke blot romaner, men også op til 20 kloge breve om dagen. Siddende ved skrivebordet i det pastelgrønne bibliotek med de læderindbundne bind bag glasdøre og Georg Paulis originalillustrationer til debutromanen ”Gösta Berlings saga” i en krans under loftet. Her var hun sin egen herre. Godt nok havde hun hyret den tids mest anerkendte arkitekt Isac Gustaf Clason til i 1921-23 at tegne den karolinske herregård, der skulle rykke hende op i hierarkiet, men hun var så bestemt og blandede sig så meget, at han drog derfra og overlod det til en af sine assistenter at tage sig af samarbejdet med damen. Hun var ikke social Det samme skete med Carl Larsson, der ikke ville illustrere Nils Holgersen, selv om han dog senere sagde ja til at male hendes portræt. - De omgikkes, hende og Larssons og også Zorns, men hun var ikke social, tog stilling frem for at holde saloner. Hun var meget sin egen, fortæller museumsleder Britt Wendling. Danske Georg Brandes bandt dog an med hende med det samme, han mødte hende og førte hende frem i Europa. - Hvor hun fik sit mod fra til at vise rå styrke over for mænd, ved ingen, erkender Britt Wendling. Hun var tydeligvis fars pige blandt de fem søskende, og brugte ham som figur i flere romaner, tydeligst som den fordrukne præst Gösta Berling, den uimodståelige charmør. Men hun var også halt efter børnelammelsen, måske tvang det hende til at finde andet at brillere med? Og nok var hun en flot dame også som ung, men uden interesse i mændene som køn. Måske satte det hende fri til at bruge kræfterne på så meget andet? Hun vidste allerede som stor pige, at hun ville være forfatter og proklamerede stædigt sin succes, før andre havde set den. Selv Nobelprisen forudså hun et par år før, hun fik den. Hovmodig er hun blevet kaldt både i og udenfor hørevidde, og med sin næsten skræmmende stolthed var hun da også en helt anderledes slags kvinde, end samtiden hidtil havde set. - Hun var, om man så må sige, medvidende om sin egen storhed, som Britt Wendling udtrykker det. Også derfor skulle det kunne ses på hendes hjem, at hun ikke længere blot var bondedatter af en drikfældig løjtnant. Den store stue med møbler i højpoleret birketræ med betræk af lys gul satin med svagt rosa striber lader ikke storbyens saloner noget efter, men oftest sad hun her alene og læste. Helst med udsyn til det hjørne, hvor hendes farmor havde siddet og fortalt hende hjemegnens historier. Frk. Lagerlöf var forud Det var egnen her, hun øste sin kærlighed ud over. Värmland kunne frit bruges til at fabulere over følelserne, som hun ikke havde til mænd og ikke måtte vise til kvinder. - Det nye Mårbacka er simpelthen bygget uden om det gamle hus. Hun ville bevare farmors hjørne, og købte endog mange af møblerne fra det gamle tilbage fra dem, der havde fået dem på hendes fars auktion, fortæller Britt Wendling. Hjemmet skulle også være hendes mausoleum. Hun skrev til forfatterkollegaen Sofie Elkan, at hun tit tænkte over, så mange, der skulle læse hendes værker efter hendes død. Hun sørgede omhyggeligt for at gemme sine breve og få andre til det samme. Brevvekslingen med Sofie Elkan er størst og grundlag for en hel bog. Hun mistede som 26 årig sin mand og datter, og knyttede sig tæt til Selma. Det var hende, der organiserede deres rejser blandt andet til Jerusalem og introducerede Selma til landets pænere kredse. Om det var en kødelig kærlighed, kan ikke vides, men kærlighed var det. Man talte ikke om det. Heller ikke om forholdet til Valborg Elander, hvis breve til og fra Selma var endnu mere frimodige. På mange måder var Frk. Lagerlöf forud for sin tid. Hun var den, der først satte penge i svensk film og så teknikken som noget, der kunne bruges til indhold. Hun anskaffede sig egnens første radio og satte den i hallen, så alle kunne komme ind og sætte sig på den hvide slagbænk og lytte. Hun havde også bil. Uhørt. Det var så nyt, at hun måtte anlægge sin egen benzintank på gården. Mårbacka var Selmas helt og holdent, og hun brugte hjemmet til at vise, hvad kvinder også kunne. Hun var forretningsmand og fik stedet til at køre godt. Solgte blandt andet en særlig havremel, Mårbacka Havre Kraft, der sælges den dag i dag. Så det er ikke kun for kunstens skyld, at hendes foto pryder den svenske 20 kroners seddel. - Den hedder en Selma, og er måske det eneste, mange unge kender til hende, sukker Britt Wendling, der som direktør alene har driften og formuen at leve af, da staten ikke støtter forfatterindens museum. - Vi har haft ca. 30000 besøg i år, og det er ikke, som vi havde ventet efter alle de film, teaterstykker og bøger, der i år er kommet om hende. Det er synd, for hun har så meget at sige os i dag, siger Britt Wendling, da vi efter turen i huset tager en kop kaffe og et stykke chokolade med Selma på under lindetræerne. - Hun var ikke ekstrem, men analyserede verden på en lidt anden måde end andre. Hun var klart kristen, men ikke religiøs. Hun brugte de kristne værdier i alle sine fortællinger, fornægtede heller ikke Gud, men skilte kirken og troen ad, fortæller hun som eksempel på, at Selma Lagerlöfs selvstændige tankegang sagtens kan tåle en renæssance. Hendes femine sider Lindetræernes duft overdøver næsten kaffens, og passende nok kan vi kigge over, hvor Lagerlöfs femininitet fik lov at blomstre. Mårbacka er i sig selv et næsten nøgternt byggeri og enkelt indrettet. Ikke maskulint, men heller ikke voldsomt kvindeligt. Det er haven til gengæld. - Hun elskede haven. Elskede sine blomster og var lykkelig, da det lykkedes at fremelske hendes helt egen pelargonie, fortæller Britt Wendling. Det er en svagt rosa blomst meget lig den danske Dronning Ingrid-pelargonie. Selvfølgelig ligner den ene dronnings blomst den andens, fristes man til at sige. Og så er de endog begge svenske. Eneste forskel er vist, at Selmas støvdragere er knaldende røde. Det er passende. Det yndige var aldrig nok for Lagerlöf. Der skulle lige lidt drama til. Om det så bare er i en blomst.