Afbud afgjorde sag om rådhusbyggeri
Der blev advaret om at træffe en stor beslutning med snævert flertalw

De handlende i Hurup lod symbolsk flagene i gågaden gå på halv, da de fik beskeden om lukningen af forvaltningen i Hurup. Foto: Carsten Hougaard
To medlemmer af Thisted Byråd var fraværende, da byrådet forleden besluttede at sige ja til en udvidelse af Thisted Rådhus for 32 millioner kroner. Flertallet for den beslutning blev sikret med 12 stemmer for og 11 imod. To undlod at stemme. Onsdag var dag et efter beslutningen, som lægger op til, at teknisk forvaltning skal flytte fra Hurup til en ny tilbygning ved Thisted Rådhus. Udsigten til på den måde at miste 80 arbejdspladser fik spontant de handlende på gågaden i Hurup til at sætte flagene på halv stang. For tabte arbejdspladser er også tabt omsætning. Udbygningen blev stemt hjem med en stemmes flertal, men reaktioner dagen derpå peger i retning af, at det sidste ord ikke er sagt i sagen. Heller ikke politisk. Venstres gruppeformand Henrik Gregersen, der selv stemte imod, konstaterer, at beslutningen virkeligheden er truffet uden et flertal. Sagen blev afgjort af de to medlemmer, Viggo Iversen (K) og Ib Poulsen (DF), som var fraværende. - Formanden for den konservative gruppe tilkendegav klart, at de var imod. Det må også gælde for Viggo Iversen, og Ib Poulsen tog forbehold i økonomiudvalget. Havde de to været til stede, var afstemningen faldet anderledes ud. Realiteten er en beslutning, som mindre end halvdelen af byrådet har stemt for, siger Henrik Gregersen. Han peger på, at tre af byrådets fem grupper, herunder også venstres gruppe, var delte i sagen, mens DF og de konservative begge stemte imod. - På forhånd vidste vi, at sagen blev afgjort med et snævert flertal, siger Henrik Gregersen, som understreger, at det for ham at se var bedre at udskyde beslutningen om at bygge, indtil byrådet er færdig med at svinge sparekniven. - En tilbygning løser ikke alle problemer, og indtil vi kan forklare, at vi gør det rigtige, bør vi vente. Hvordan skal vi forklare borgerne at vi vil bygge et sted og samtidig har tomme bygninger, som der ikke er planer for. Kan vi ikke forklare meningen med en beslutning, som er truffet på et dårligt dokumenteret grundlag, bør den ikke føres ud i livet, siger Henrik Gregersen. Byggeriet til 32 millioner skal give en årlig driftsbesparelse på 3,2 millioner kroner. - Det er fornuftigt, for den besparelse er lettere, end det vil være at spare det samme beløb på service til borgerne, sagde borgmesteren om besparelsen, som vil få effekt på kommunens budget for 2014. Henning Holm (S), formand for udvalget for miljø og teknik, var imod byggeriet på nuværende tidspunkt. - Beslutningen bør vente til efter budgetlægningen for 2013. Vi skal jo spare 30-40 millioner på anlæg - og har allerede udskudt anlægsprojekter som også kunne give driftsbesparelser, sagde han. Jens Kr. Yde (K) havde allerede inden byrådets møde udtrykt tvivl ved forudsætningerne for byggeprojektet. Han tvivlede på at prisen på 32 millioner holdt - og på den forventede driftsbesparelse. - Vi kan ikke forsvare en investering i den størrelse, når vi ikke kan forklare, hvad vi får ud af den. Han understrede, at det aldrig var besluttet, at der skulle bygges ud i Thisted, men alene at der skulle ske undersøgelser med henblik på en sammenlægning af forvaltningerne i Thisted. Debatten blev også præget at byrådets tidligere beslutning om at sende plejeboligplanen i høring. - Der er ikke "god karma" på det her punkt. Timingen er dårlig, når vi netop har talt plejeboligplan, sagde Heinz Hviid (S) som fik opbakning fra venstres Jørgen Østerby. - Timingen i forhold til plejeboligplanen er dårlig. Folk forstår det ikke, sagde han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.